Rejsefeber - Kina kalder
Redaktøren
04-08-2008 08:42

Kina er er en fremmed størrelse, men nu gælder det. Deres udsendte flyver derud tirsdag 5. august med SAS-flyveren 20.55. Til et land med dyre telefonopkald og stor mulighed for et maveonde.

AF Troels Lykke

Jeg skal til Qingdao og følge de seks danskere på vandet ud for Qingdao. Solen skinner derovre i Østen og det er 30 grader og det grønne tang er væk i det Gule Hav. Det fortæller Martin Kirketerp, 49er-sejleren fra Kaløvig.

Men i Kina bliver du let syg, fortalte elitechef Michael Staal mig.

"Det er ikke det du spiser, men alt det du rør ved, som pengesedler og andet, du skal vaske hænder før og efter et måltid. Køb paragourt og spis det fem dage før du tager afsted og under hvert måltid derude," sagde elitechefen, da han i fredags forlod Danmark.

Jeg har ikke købt paragourt endnu, men agter at gøre det i dag. Har lige nogle artikler jeg skal have skrevet til Børsen og Politiken om sejlsport - før jeg flyver - og selvfølgelig artikler til minbaad.dk.

Jonas Høgh-Christenen har før været ramt af maveonde og andre af de danske sejlere, så det med paragourten er vist ret vigtigt. 

Tjekket for virusprogrammer

Mine to bærbare computere jeg tager med, er også lige blevet tjekket. Det handler om, at have god antivirus på. Sidst jeg var til OL, var for Bådmagasinet, da gik computeren ned, den dag OL åbnede.... Jeg lånte heldigvis en fra Politiken i Athen.

Hotellet er bestilt, et tostjernet ved kysten, hvor også fotografen Mick Anderson skal bo. Jeg kunne vælge mellem udsigt over vandet, til høj pris, et værelse uden vindue til lav pris eller udsigt til baggården.

Jeg valgte det sidste. Et OL er nemlig en stor kraftanstrengelse, hvor man skriver som død og helvede konstant, hvis man ikke er på vandet. Så hotellet er et sted, man bare sover i Qingdaos gamle bydel. Jeg håber det er ok, når man kun betaler 350 kr. i døgnet.

Bank: Find et bedre hotel

Talte med Jesper Bank i fredags, han mente jeg sagtens kunne finde et andet hotel derude til en fornuftig pris, nu da Qingdaos hoteller havde sandet, at der måske ikke kom så mange gæster til byen, som de troede. Jeg vil forsøge Banks tricks, hvis mit hotel er for latterligt.

En ting der er latterlig, er prisen for at ringe mobil. 19,64 kroner koster det i minuttet at ringe op. Og bliver du ringet op i Kina, er prisen 18,76 kroner i minuttet, så jeg må have mig en lokal kinesisk mobiltelefon til 200 kroner og et taletidskort fra China Mobile.

Et kinesisk simkort i en dansk telefon går vist ikke, hører jeg fra min kontakt i Qingdao.

Glæder mig, men rejsefeberen har allerede meldt sig. Kina er en fremmede størrelse. Endnu.

 

Ingen kommentarer







Felter med * skal udfyldes
08-02-2012 17:25
Rindom: Jollen kæntrer og jeg bliver skyllet ud
Lasersejlerne Anne-Marie Rindom og ...

Minbaad.dk, Tuxensvej 17, 2700  Brønshøj, tlf. +45 21 66 57 37, troels@minbaad.dk, www.ezl-data.dk
Om minbaad.dk - Kontakt - RSS - Annoncering