Det er tid til at sige farvel. Kina og OL har været det hele værd. Mine fordomme om Kina, som et besværligt land at være i, kan jeg glemme alt om, i hvertfald, som journalist i 17 dage.
Indtrykket af de sidste par uger har været overvældende. OL-havnen i Qingdao til 425 mio. us dollars imponerede, med den velorganiserede logistik og gode pladsforhold.
Tre ting trækker dog ned, godt nok var der en kæmpe tribune, med pænt mange besøgende, men bådene lå alt for langt væk, også under Medal Race og i særdeleshed på dage, hvor Medal Race ikke blev sejlet. Man skulle således medbringe en kæmpe Steinert-kikkert for at se detaljerne
Når du først har været til matchrace i Skovshoved og set tingene tæt på, så er forventningerne høje. Det er en ommer, ISAF. Håber Kronprinsen griber bolden.
Det skal dog siges, at de danske tilskuere på tribunen, som Jens Christensen og andre, godt kunne følge med i 49ernes Medal Race.
Problemet med afstanden til bådene kunne måske være delvist løst med storskærme. Og her kommer det næste problem, der mangler moderne gps-sendere på bådene, som man så det under ungdoms-VM i Århus. Hvor Tracktrack beviste, at publikum via en computer kunne følge præcist med i sejladsen. Eller som i America's Cup.
Morten Lorenzen, OL-kommentator for DR, har for længst sagt det her til ISAF.
Endelig kunne man godt sørge for, at flere tilskuere kunne komme tættere på under medaleceremonien, den var lige et hak for eksklusiv, da den lå på en lille lukket ponton ude i vandet. Der var Athen bedre, med et lille stadion, kun til formålet.
Men hjælperne gjorde det godt herude og de danske sejlere kæmpede bravt, med svigtende held. Jonas Høgh-Christensen skulle helt sikkert have været med medalje, men måske kan han og Don lære af 49ernes Bank og Ballegaard, der med deres mentale opskrift sikrede ro til Warrer og Kirketerp.
Selvfølgelig er 49erne det man husker mest. Og i aftes på Copthorne, mødte jeg en hollænder, der igen spurgte til sagen. Jeg håber virkelig på danskerne, alt andet er usportsligt. Spanien og Italien har allerede tabt anseelse blandt sejlere og journalister herude. Tag den.
Mine gode venner herude, de skrivende Andy fra Skotland og Vanessa fra Australien, grinede længe i aftes, da jeg fortalte at Bank nu skulle tilbage og vidne i 49er-sagen i Beijing. Sagen er absurd og sikke en flyvetur, hvis han lige var kommet til Danmark, sagde de.
Men Kina, du var fortryllende på alle måder. Hele den måde, som du har gået op i legene på, har været smittende. Nå, men jeg skal lige pakke min kuffert. Det er tåget og regner udenfor i 28 graders varme.











