Efter debatmøde i Odense konstaterede jeg, at der stadig findes sejlere der ikke er bange medløbere og fedterøve. Jonas Høgh-Christensen, Jonas Warrer og Allan Nørregaard tog ordet, respekt.
For at sige det lige ud: Elitechefen blev blæst tilbage. Michael Staal var i stiv modvind i høj sø mod krydsmærket.
Det var virkeligheden i Odense, hvor Sejlunionen meget sympatisk havde inviteret sejlere til debat om elite og ungdom blandt andet.
De bedste spørgsmål kom fra OL-sejlene Jonas Warrer, Allan Nørregaard og Jonas Høgh-Christensen.
De sagde entydigt fra overfor subjektive kriterier og efterfølgende fedteri for trænere for at komme til OL, hvilket jo er ulækkert.
Bedst var Jonas Høgh-Christensen, den regerende verdensmester i Finnjolle, der har så meget pondus, at man tror det er løgn.
Han satte selv hovedbestyrelsen på plads, da den famlede løs omkring hvad den egentlig kan give af modspil til elitechefen Michael Staal, der for tiden fornemmes noget upopulær i sejlerkredse.
Michael Staal er organisationsmand og svarede tåget i overskrifter, som få forstod, men da en KDYer spurgte om hvorfor kvinderne skal bruge 4 timer på hver træning for at komme til Oure, var han endelig konkret.
"Nej, træningen kan ikke flyttes til København," lød det, selvom 6 ud af 7 sejlere er fra København. Om man forstår det. Nej og atter nej, Staal.
Han kunne i det mindst have forklaret hvorfor det forholder sig sådan. Er det fordi KDY skal straffes? Er det fordi trænerne Dorte O., Morten Henriksen, Jess Anderson er fra Fyn, som en kommentar lød her på siden.
Det var Jonas Høgh-Christensen, der bragte spørgsmålet på banen om matchrace-kvinderne der hvert år plukkes for 80.000 kr. i en satsning, der er startet et år for sent.
Sejlunionen har snork sovet, mens australiere og andre er blevet bedre end os. KDY har sagt det for længst til Sejlunionen, der har været hamrende arrogante i denne sag.
Stefan Myralf efterlyste her på siden i en kommentar, at nu må elitesejlerne tage ordet. Det gjorde de i Odense, dyb respekt for det.
Vi lever ikke i 80erne, hvor management by fear trivedes. I sejlere, bliv ved med at sige jeres mening og skriv kommentarer, så vi andre bliver klogere.
Fx mener RSX-sejleren Jonas Kældsø, at 80.000 kroner om året, er billigt sluppet for en OL-satsning. Så ved vi det.
Allan Nørregaard, tv., en af landets bedste 49er-sejlere sagde det i Odense.: Vi gider ikke jeres subjektive kriterier." Det forstod Michael Staal, th. vist nok.
Hillerød
Hej Troels,det er da klart at ALLE ønsker objektive kriterier til udtagelserne. Jeg er sikker på at enhver elitechefts hedeste ønske er at kunne få lov til at lave rent objektive kriterier, for så kan han sove roligt om natten og blive helt fri for ekstern kritik, for en stor del af hans ansvar vil helt forsvinde.
Så jeg er sikker på det ligger nogle meget væsentlige hensyn bag beslutningen om at beholde de kvalitative/subjektive kriterier. Kunne du ikke prøve at bore noget mere i det? Selvfølgelig skal vi høre sejlernes kritik, men de ser det naturligvis meget ensidigt som udgangspunkt.
I gamle dage var det en belønning at komme med til OL. Man vandt simpelthen retten til at deltage i de glade amatørlege. I dag er det blevet nationernes kamp, og antallet af hjemtagne medaljer er efterhånden blevet det væsentligste.
Det fremgår også tydeligt af debatterne om emnet, at mange sejlsportsfolk deltager aktivt i denne kamp: Antallet af medaljer er væsentligt. Både OL og sejlsport har derfor forandret sig meget. Team Danmarks hele eksistensberettigelse handler jo nærmest om at Danmark skal gøre sig godt i nationernes kamp.
Sejlerne skal vide, at de bare er en lille brik i det spil, og det bliver ikke nødvendigvis retfærdigt eller festligt.
Med venlig hilsen
Søren Hattel