I debatten op til DS-generalforsamlingen 20. marts er al fokus for tiden på forslagene om valg til bestyrelsen. Der er dog et andet forslag, som påvirker den almindelige sejler langt mere direkte.
Kort fortalt går forslaget ud på, at den nuværende betaling for målebreve og klassebeviser erstattes af en ”DS kapsejladslicens”.
Citat: ”En kapsejlende båd sejler efter DS kapsejladsregler, den arrangerende klubs bestemmelser og har DS-licens”. Forslaget er uklart omkring økonomien, men der er nævnt en årlig licens-afgift på 200 kr som udgangspunkt.
Jeg mener at forslaget i det hele taget er uklart, og mangler sammenhæng mellem formål, tiltag og begrundelser.
Desuden mener jeg at det mindsker synligheden i DS’ prioriteringer at indføre et licens-begreb, der her og nu kun giver betalingen for målebreve og klassebeviser et nyt navn, men på sigt kan blive en ”afgifts-paraply” for flere afgifter på sportslig aktivitet.
Endelig er betalingen uretfærdigt fordelt, for så vidt angår tiltag ud over den nuværende administration af målebreve og klassebeviser.
Hvad skal pengene bruges til?
Brugerne af DH-målereglen og klassebeviser bør bidrage til de omkostninger, som DS har til administration af ordningerne.
Så langt er jeg helt enig, og det sker jo også i dag. Men lad os nu se på hvad man har tænkt sig at levere for de penge, der skal betales for licenserne – jeg citerer fra forslaget:
”Ved betaling for DS kapsejladslicens får sejleren adgang til følgende services:
1. Adgang til at sejle kapsejlads reguleret efter DS kapsejladsregler og handicap.
2. Rettighed til protestbehandling og DS juridiske system, således som de fremgår af kapsejladsreglerne.
3. Målebrevet kan downloades og anvendes som dokumentation ved kapsejladser.
4. Ejeren får adgang til råd og vejledning om praktisk måling og tolkning af regler hos DS tekniske afdeling.
5. Ejeren modtager DS kapsejladsregler i papirformat.”
Bortset fra pkt. 2 stort set de samme services, som en bådejer med DH-målebrev har til rådighed i dag. Og pkt. 2 er mildest talt overraskende. Protestbehandling er en service som kapsejladsarrangører leverer til deltagerne, og ”DS juridiske system” i forbindelse med kapsejlads er Appel- og Regeludvalget, der er bemandet med ulønnede frivillige.
Behovet for omkostningsdækning gennem licensindtægter er svært at få øje på. I øvrigt er ”DS kapsejladsregler” ISAFs kapsejladsregler i dansk oversættelse – en oversættelse der leveres på frivillig og ulønnet basis. Retten til at udgive reglerne har DS som medlem af ISAF uden særskilt betaling.
Forslaget peger også på tiltag omkring sejlknapper. I princippet er ideen med sejlknapper isat af sejlmageren rigtig god. Desværre valgte DS i sin tid at gøre systemet til et afgiftsobjekt.
Så ville sejlmagerne også have penge, og nu har sejlerne svært ved at acceptere den samlede pris for en sejlknap.
Forslaget om licens vil lade klub- og klassemålere måle sejl og isætte sejlknapper. Så er vi præcis der hvor vi var for 20 år siden, bortset fra at det gamle stempel er erstattet af en sejlknap. Og så foreslås der øget kontrol af at sejlknap-skatten er betalt.
Licens-pengene skal også bruges til at finansiere en certificering af klubber som ”kapsejladsvenlige”. Her kunne man tro at klubber under Danmarks Idrætsforbund pr. definition skulle være sportsvenlige, men sådan forholder det sig åbenbart ikke.
Hvem skal betale og hvem slipper?
Rigtig interessant bliver forslaget dog mod slutningen, når det beskrives hvem der bliver omfattet af licensordningen – og hvem der slipper for at betale, i hvert fald til at begynde med.
Det er kun de nuværende brugere af DH-målebreve og klassebeviser, der skal pålægges licens. Alle andre er fritaget.
Administrativt er det klart nok, for DS ved ikke hvem der ejer fx en Laser eller 505, hvorimod der er styr på ejerne af Ynglinge, H-både osv. gennem klassebeviserne.
Men ud fra en rimelighedsbetragtning er det helt skævt, for hvorfor skal udvikling af sejlmåling og klub-certificering ikke dækkes af alle, der sejler kapsejlads? – altså hvis man virkelig mener at sportslig aktivitet skal beskattes.
Denne skævhed er så åbenlys, at der givetvis om et år eller to kommer et opfølgende forslag om en licens-sticker til alle både, der skal sejle kapsejlads. Så er pengemaskinen klar til at køre i højt gear.
Skal kapsejlads være et beskatningsobjekt i DS?
Alt i alt er forslaget efter min mening en ”ommer”. Jeg synes der mangler en principiel diskussion om hvad DS skal levere for de almindelige kontingentindtægter, og hvad der er tillægsydelser, som skal brugerbetales.
Og i den diskussion bør det selvfølgelig spille en stor rolle, at DS er et forbund under Danmarks Idrætsforbund med de forpligtelser dette giver til et sportsligt fokus.
Læs forslaget her:
Det samlede forslag til DS Kapsejladslicens kan læses på siderne 6-8 i dette dokument her


















Da DH i sin tid blev indført belv det nævnte, målebrevsafgiften til at begynde med skulle betragtes som et lån, der blev afdraget, og når startudgiften var betalt, så skulle afgiften sættes ned, så den dækkede de faktiske afgifter.
Hvad med klubmålerne der arbejder gratis ??
Skal det koste 2 eller 300 kr pr år, så vil mage sikkert droppe at sejle kapsejlads
Hilsen
Claus Hamdrup
Kerteminde
Forhåbentlig får vi snart en ny formand og siden en ny bestyrelse, hvor vi ved direkte valg kan fravælge de bestyrelseskandidater som barsler med forslag som dette.
Jeg troede at det skulle gøres lettere og ikke sværere at sejle kapsejllads.....
Med sejlerhilsen
Erik Berth/Tarok 7