Anholt, en tropedrøm i Kattegat
Sommerferien nærmer sig og sejlerferien venter forude. Anholt kan anbefales, hvis turen går til Kattegat.
56˚43" N – 11˚32" E
Ikke mange lande har så meget vand og gode sejladssteder som Danmark, så det er et spørgsmål om at vælge. Har du mod på en lang sejladsdag, ligger Anholt (næsten) uberørt i Kattegat, og er absolut et besøg værd.
Turen kan starte fra Gilleleje, hvorfra der er ca. 35 sømils sejlads til Anholt. Eller fra Grenå, her er der 25 sømil. Det tilrådes at tjekke vejrudsigten før afgang, der er ingen stoppesteder undervejs.
Anduvning
Anholt har kun en havn, der ligger på den sydvestlige side, og havnen anduves også fra den retning. Der er en del grunde og rev omkring øen, men alt er godt afmærket. Hold lidt øje med passagerfærgen fra Grenå.
At få en god plads
Først på sæsonen er der masser af havnepladser. Senere på sæsonen kan det være temmelig svært at få plads ved en mole. Er der helt overfyldt henvises der til det store havnebassin, hvor Grenåfærgen giver en del uro.
Ingen afvises, der er ingen andre havne i nærheden. Vent til næste formiddag, hvor mange sejler videre, og benyt lejligheden til at kapre en bedre plads.
Lækker havn
Anholt havns faciliteter er næsten nybyggede, og alt er i fineste orden. Baderum mm. er store, og rengøres fire gange i døgnet. Grillpladsen på havnen serviceres af havnefogeden, der tænder op i fem-seks store fællesgriller ved 18-tiden, hver aften i sæsonen. Den fine service med grillerne betyder, at de slipper for engangsgriller overalt på havnen. På Anholt er de meget miljøbevidste, griseri tolereres ikke.
Myg!
Ophold på havnen om aftenen må frarådes, da myggene møder talstærkt op ved 19-tiden og først går i seng meget meget sent. Medbring myggeolie/spray. I Brugsen bliver det hurtigt udsolgt.
Sælreservat
Anholts Ørken er et besøg værd. Der er 10 km fra havnen ud til det østlige, gamle fyrtårn, og 10 km tilbage. Gå langs stranden og husk vand! Undervejs passeres sælreservatet, hvor sælerne i stort tal soler sig på stranden.
Ørknen
Ørknen er et stednavn, ikke en landskabsbetegnelse. Den rigtige betegnelse er en lavhede. Der gror revling, strandkål og en del fredede planter. Området var for mange hundrede år siden fyrreskov, og Ørkenen blev faktisk langt op i 1800-tallet kaldt for Skoven. Sandflugten begyndte omkring år 1650, hvor fyrreskoven stort set var væk. Mange års skovning til fyret, tjærekogning og opvarmning forvandlede skoven til ørken.
Sol og strand
Anholt har en af Danmarks bedste badestrande. Kilometervis af hvidt sand og azurblåt vand. Der er lidt Caribien over det. Stranden begynder ved havnen, og er fin for børn. Dog skal man passe lidt på ikke at træde på en fjæsing i morgen- og aftentimerne. Badesko er en god idé.
Uden mad og drikke...
Købmanden på havnen er leveringsdygtig i det meste, men skal der købes seriøst ind, ligger Brugsen i Anholt by, ca. tre kilometers gang fra havnen. Der stort set ingen biler på øen, al transport foregår til fods, på cykel eller i elektriske golfbiler der kan lejes på havnen. Ellers ligger der fine fiskeforretninger på havnen. Jomfruhummer og f.eks. pighvar kan købes til rimelige priser i sæsonen. Der er flere restauranter, både på havnen og i Anholt by. Er der ungdom ombord er der også mulighed for at svinge lårene på cafeerne.
Delfiner ved Grenå
På hjemturen kan kursen sættes mod Grenå og Århusbugten. Det er et af de steder i Danmark, hvor der er flest observationer af delfiner. Er man heldig, som jeg var det et år, får man følgeskab af delfiner i en times tid eller to.
Så Caribien, hvad skal vi med det?
Vi har det hele selv!