Gå til hoved-indhold
Diverse
Kollage: Københavns Kommune

København vil indføre spærretid i kanalerne

Når inderhavnen i København får en håndfuld nye broer, så skal faste åbningstider redde bådmiljøet i kanalerne, men uden for åbningstid skal det koste 2.500 kr. at få hævet bro.

Af Troels Lykke |

 

Københavns Kommune vil indføre en særlig broåbningspolitik for at mindske striden om de nye broer i inderhavnen, det skriver ibyen.dk. 

Den skal gøre både lystsejlere og cyklister tilfredse, så de første fortsat kan få adgang til kajpladserne - uden at det går for meget ud over brugerne af broerne, især cyklisterne.

Politikerne håber at kunne løse konflikten mellem ønsket om at bevare det maritime miljø i det indre København og ønsket om at fremme cykeltrafikken, når flere nye broer skyder op over kanalerne.

De kommende broer har givet frygt for, at sejlermiljøerne i kanalerne forsvinder, fordi broerne kan gøre det besværligt at få sit masteskib eller lystbåden frem til kajen i blandt andet Christianshavns Kanal.

Mere for cykeltrafikken

Til gengæld skal broerne tilgodese bystyrets ønske om at forkæle cykeltrafikken og få flere til at tage jernheste, når de skal bevæge sig rundt i København.

Nu håber kommunen at kunne løse konflikten mellem ønsket om at bevare det maritime miljø i det indre København og ønsket om at fremme cykeltrafikken. En ny broåbningspolitik skal tilgodese både sejlere og cyklister.

Den vil indføre særlige spærretider, hvor høje lystbåde ikke kan komme gennem broerne af hensyn til cykeltrafikken.

Til gengæld vil der uden for myldretiderne være mulighed for at passere broerne en gang i timen.

I dag skal fritidssejlerne selv betale for at få åbnet broer.

Men fra januar 2012 vil det være gratis, hvis lystsejlerne vil gennem broåbningerne - forudsat at de kommer på de skemalagte tidspunkter, fremgår det af kommunens udkast til en broåbningspolitik.

Når lystsejlerne ikke frem til en af broåbningerne, så etablerer København særlige ventepladser i kanalerne, hvor indgående fartøjer kan 'parkere'.

2.500 for en aftentur

Skal de gennem broerne uden for de autoriserede åbningstider, så skal de betale 2.500 kroner pr. bro.

Dermed skal en aftensejltur i sommervejret være overstået inden klokken 22.00, fremgår det af forslaget til en ny broåbningspolitik.

Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) håber, at broåbningspolitiken kan tilfredsstille både sejlerfolket og cyklisterne.

»En broåbningspolitik vil altid være en afvejning af cyklister og sejleres forhold. I København vil vi begge dele«, mener han.

 »Derfor er vi nogle steder i byen nødt til at prioritere, så cyklisterne kan passere på nogle tidspunkter og sejlerne på andre. For vi vil have en by, hvor der er plads til begge miljørigtige folkefærd«, meddeler borgmesteren til ibyen.dk 

Nye broer

Ud over de gamle trafikbroer - Knippelsbro og Langebro - melder nye broer sig. Bryggebroen fra Havneholmen til Amager er allerede bygget med adgang for gående og cyklister.

Den følges i 2012 op af den såkaldte Cirkelbro ved Christianshavns Kanals sydlige udmunding. Den bro er tegnet af den kendte kunstner Olafur Eliasson.

I den anden ende af kanalen bygges tre broer, der skal forbinde Operaen med byen og samtidig indgå i en planlagt cykelrute mellem Amager og det centrale København.

Broerne krydser Christianshavns Kanal, Trangraven og Proviantmagasingraven. Endelig skal Teglværksbroen fra næste år forbinde de nye byggerier i Sluseholmen med Teglholmen.

Broåbningspolitikken skal diskuteres af Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg om en uge.

Den er sendt i høring frem til den 24. januar.

content-loader
content-loader
content-loader