Gå til hoved-indhold
Salona 41 udfor Dragør.  Foto: Troels LykkeTest
Salona 41 udfor Dragør. Foto: Troels Lykke

Hurtig kroat til billige penge - vi tester Salona 41

Den slanke Salona 41, er både er til tur og kapsejlads. Kroatisk, lav timeløn til bådebyggerne gør den vakuumstøbte båd ekstra billig. Prøv hende i Split under chartersejlads.

Af Troels Lykke |

Den vakuumstøbte Salona 41 vejer kun 7,2 ton og har en næsten 20 meter høj mast på. Båden er derfor hurtig i optrækket, da vi testede den i let vejr ud for Dragør, hvor forhandleren holder til.

Minbaad.dk sejlede næsten syv knob på kryds og det er stærkt. Båden var en anelse luvgerrig, da vi sejlede på kryds mod vinden, på den måde ved sejleren, at han hele tiden sejler højt nok til vinden.

Båden virkede levende og reagerede på det mindste ryk i rattet, hvilket vidner om, at man ikke sejler i en tung, langsom dame, hvor sejlglæden er en by i Rusland.

Den kroatiske båd har to rat, placeret i et kæmpe cockpit og plads til passage mellem de to rat er fin. Under testen sad vi godt og styrede båden ude i siden, men man kan også sidde på bænken, der går på tværs bag de to rat.

Bænken virker også som landgang til land, hvis man lægger sin båd ind med agterspejlet først. Til tursejlads kan kroaten let sejles af to personer, mens syv gaster er et passende antal til en kapsejlads og her er der rigelig plads i et stort cockpit.

Båden fås med en køldybde på bl.a. 2,25 meter eller 2,68. Salona 41, som vandt prisen Croatian boat of the year 2011, er designet af J & J design, der er kendt for at tegne hurtige både.

Lav kroatisk timeløn

-Båden er til sejleren, som vil sejle tur, men samtidig vinde på kapsejladsbanen, siger importør Bjørn Pedersen fra Salona Danmark.

Båden vi testede sælges for 1,8 mio. kroner, men der er bådens kahyt også apteret i teak og der er teakdæk og stærk rodrig på, der holder masten i skak.

-Båden koster mindst en halv million kroner mindre end andre både i samme kvalitet," siger Bjørn Pedersen.

Grunden til at Salona 41eren er prisbillig skyldes det faktum, at en kroatisk bådebygger får langt under halvdelen i timen, end en dansk eller tysk kollega får.

Går man ned i kahytten mødte vi en flot, flot aptering i teak. Der er masser af ståhøjde, lange gode køjer og en lidt traditionel, men hyggelig indretning. Generelt er vores indtryk, at man får meget for pengene, ikke mindst fremragende sejlegenskaber.

Og går man på grund sker der ikke så meget, for en stor ramme af rustfrit stål i bunden af båden, tager belastninger fra kølen og vanter og spreder kraften sikkert til et bredt område af skroget.

Prøv båden i Spilt

Salona-bådene fås også i modellerne Salona 34, Salona 37, Salona 42, Salona 44 og en ny Salona 60.

Salona Yachts driver en flåde af nye og nyere Salona charterbåde ud fra området nær værftet ved Split i Kroatien. Charterbasen ligger 15 minutter fra lufthavnen og udlejer bådene i størrelsen 34-45 fod ved Adriaterhavet. 

-Det er en fremragende måde at opleve båden inden man måske påtænker at investere i båden, siger Bjørn Pedersen.

Båden er blandt de hurtigere turbåde på det danske marked, men der er også rigelig plads i kahytten og i cockpittet.

Salona 41

Længde                                12,50 m

Bredde                                  3,84 m

Dybgang                              2,25 / 2,68 m

Kølvægt                               2,4 ton

Totalvægt                            7,2 ton

Storsejl                                53,3 m2

Genoa furling                                            57,60 m2

Dieseltank                           220 liter

Design                                 J&J Design

Pris sejlklar                          1,8 mio. Kr.

Forhandler: www.salona-yachts.dk - Dragør

Ståhøjden er på 1,92 meter de fleste steder.

content-loader
content-loader
content-loader