minbaad.dk
tirsdag 24. oktober

App’en er udviklet i tæt samarbejde med fritidssejlere, og den vil fremover løbende blive opdateret med nye features.

Ny gratis app SejlSikkert gør turen mere sikker

Hvordan er strøm- og vindforholdene, hvor er forsvarets skydeøvelser? SejlSikkert er en ny app fra TrygFonden, Søfartsstyrelsen, Søsportens Sikkerhedsråd, DMI og forsvaret.

Udstyr | 15-05-2012 15:14 | Af  Troels Lykke

Med et hurtigt kig på mobilen kan fritidssejlere og personer, som dyrker vandsport, nu forberede sig inden turen på vandet. Den nye app, SejlSikkert, indeholder relevant information, som man bør kende for at færdes sikkert til søs. 

Med SejlSikkert-app’en kan man finde oplysninger om vind- og strømforhold, og man kan læse farvandsadvarsler fra Søfartsstyrelsen og se, hvor forsvaret holder skydeøvelser ud over vandet. 

Dagens UV-index

Man kan også finde dagens UV-index, så man ved, hvornår man skal beskytte sig med solcremen mod solens stråler.

Det er TrygFonden i samarbejde med Søfartsstyrelsen, Søsportens Sikkerhedsråd, DMI og forsvaret, der lancerer SejlSikkert-app’en. 

Fritidssejlads og vandsport øger behov for sikkerhed til søs Ifølge Christina Lopes, webredaktør og projektansvarlig i TrygFonden, er baggrunden for udviklingen af app’en, at fritidssejlads og vandsport er blevet populære fritidsaktiviteter i de senere år. 

Flere på vandet

Vandsportsforbundene oplever vækst i medlemstallet, og flere danskere tager ud i kajak og kano på egen hånd. Samtidig viser TrygFondens nationale druknestatistik, at de fleste drukneulykker sker på åbent hav eller i fjordene. 

De mange nye brugere af havet har skabt et øget behov for viden om forholdene til søs.

- Mange danskere tilbringer tid på vandet i båd, kajak eller på surfboards, og vi vil gerne give dem de bedste forudsætninger for, at det kan ske under sikre forhold. Vi ved, at drukneulykker oftest sker på åbent hav eller fjord, og i de fleste tilfælde er det i forbindelse med fritidssejlads. Derfor har vi med SejlSikkert samlet relevant information om sikkerhed til søs og gjort den let tilgængelig, fortæller Christina Lopes.

Forhindre farlige situationer

Ifølge Francis Zachariae, vicedirektør i Søfartsstyrelsen og formand for Søsportens Sikkerhedsråd skal app’en medvirke til at forhindre farlige situationer på vandet, og han opfordrer til, at man altid orienterer sig om forholdene, før man begiver sig ud på vandet.

- Det er vigtigt at kende de aktuelle forhold, når man planlægger sin tur, hvad enten man er sejler eller surfer. Er der forhindringer, kan det for eksempel betyde, at man bør vælge en anden rute. Jo mere, man ved om sejlruten, jo mere sikker bliver sejladsen, og vi håber derfor, at alle sejlere og personer, som dyrker vandsport, får stor gavn af SejlSikkert, siger Francis Zachariae.

Udviklet med sejlere

App’en er udviklet i tæt samarbejde med fritidssejlere, og den vil fremover løbende blive opdateret med nye features.

SejlSikkert kan downloades gratis i App Store og Android Market (Google Play).

Tjek SejlSikkert før turen på vandet
Vind- og strømforhold
Du kan finde oplysninger om vind- og strømforholdene i farvandene omkring Danmark og se prognosen op til 46 timer frem.

Forsvarets skydeøvelser
Du kan se, hvor forsvaret holder skydeøvelser ud over vandet 48 timer frem, så du undgår at komme på tværs af deres skydefelt.

Farvandsadvarsler
Du kan se områder, hvor der er uforudsete forhold af betydning for sejladssikkerheden, fx bøjer som er forsvundet, eller hvor der ligger sunkne skibe, som reducerer vanddybden.

UV-index
Det dagsaktuelle UV-index viser intensiteten af solens ultraviolette stråler, så du kan beskytte dig mod solskoldning og forebygge kræft i huden.
Derudover får du et kort med position og dynamisk zoom.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET