minbaad.dk
søndag 30. april
  • Folkebåd Thit med Jens Budtz og Carsten Sørensen. Foto: Niels Kjeldsen/Pantaenius
    Folkebåd Thit med Jens Budtz og Carsten Sørensen. Foto: Niels Kjeldsen/Pantaenius

Havvejr gav Folkebåds-sejr i AFI Marine TwoStar

2. og sidste etape af AFI Marine TwoStar bød søndag igen på kraftige regnbyger og vindpust på 15 m/sek. Ingen kunne røre folkebådene fra Samsø til Aarhus efter DH. Se Kjeldsen-fotos.

Kapsejlads | 17-06-2013 07:49 | Af  Troels Lykke

Sejlerne blev igen søndag morgen mødt med høj flot sol og blå himmel, da de stod op efter en særdeles vellykket aften på restaurant Dokken i Ballen.

Gårsdagens kraftige tordenbyge med kraftige vindstød på op til 24 m/sek. var derfor glemt, da sejlerne gik på vandet til starten på dagens sejlads.

Der kom dog ikke til at gå ret længe før sejlerne igen måtte trække huerne ned over øerne, for at beskytte sig mod den tiltagende vind og regn, som prægede søndagens 2. etape af AFI Marine TwoStar sejladsen fra Ballen på Samsø og tilbage til Århus lystbådehavn.

Første båd i mål, med et forspring til nr. to en halv time, var helt suverænt Århus Sejlklub´s egen formand, Per Risvang i Molich 10 meteren Trines tvangsarv.

På trods af en rigtig flot sejlads, hvor han sammen med gasten Bjarne Lindquist i lange tider loggede omkring 13-14 knob, og en meget suveræn sejr i løb nr. 6, var det lang fra nok til at slå de helt overlegne folkebåde, da den samlede overaltvinder skulle findes.

Folkebåd vinder overalt igen - igen

Til trods for det til tider meget hårde vejr i weekendens sejladser, blev der rapporteret om meget få uheld undervejs.

Samtlige sejlere viste rigtig flot sømandsskab, og forstod at håndtere bådene den kraftig vind. Der er dog ingen tvivl om, at det ikke kun er den klassiske historie om Folkebådsvejr, som gjorde, at der var tre folkebåde på de tre første pladser i årets sejlads.

En del af forklaringen skyldes også, at nogle af de større både mangler 6-8 bøffer på kanten for at kunne sejle båden optimalt, ligesom manøvrerne i de større både også tager lidt længere tid, når der kun er to par hænder til at håndtere grejet.

Tæt i Folkebåds-felt

Folkebåd FD 906, Thit med Jens Budtz og Carsten Sørensen grundlagde deres samlede sejr i dette års AFI Marine TwoStar sejlads med deres flotte sejr på første etape om lørdagen fra Aarhus til ballen.

Søndag var det meget tæt i folkebådsfeltet, hvor flere af folkebådene skiftedes til at føre i deres indbyrdes opgør. Men da den meget traditionsrige vandrepokal, skulle finde sin ejermand for de næste års tid, var der ingen, der kunne hamle op med Jens Budtz og Carsten Sørensen.

Nærmeste konkurrent, som ikke var en folkebåd, til den gamle og meget specielle pokal, var føromtalte Per Risvang, som dog måtte se sig slået med en time på præmietid.

Stævnleder Jens Erik Hansen i midten, flankeret af de to vindere, Folkebåds-sejlerne Jens Budtz og Carsten Sørensen. Foto: Niels Kjeldsen/Pantaenius

Claus Deichgræber fra Ebeltoft i sin X-99, DEN 600: - Aarhus2star i år var med fede planeture op mod Tunø, det var jo næsten som at sejle OK-jolle igen. Havde det ikke været for en lille hurtig Larsen 28 havde vi vundet løbet. Super sejlerhygge og lækker middag i Ballen Havn. Det er lige sådan et vellykket arrangement skrues sammen. Stor tak til Aarhus Sejlklub - samt fair sejlads på banen, fortæller Claus Deichgræber til minbaad.dk

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET