Gå til hoved-indhold
På Kobæk Strand starter bl.a. Hobie Cat 16 SPI og surferne. Foto: sasKapsejlads
På Kobæk Strand starter bl.a. Hobie Cat 16 SPI og surferne. Foto: sas

Nedtælling til Harboe Cup

I morgen går det løs i Skælskør, hvor 350 sejlere samles til det årlige afdansningsbal for joller. Hele 14 klasser er repræsenteret, og der er fine præmier til vinderne.

Af katrine bertelsen |

I sejlernes verden er der mange ting som man ikke kan tage for givet. Vinden ændrer sig og er uforudsigelige, bølger og strøm kan drille, men en ting har været sikker de sidste 42 år. Sidste weekend i september inviterer SAS landets sejlere til Skælskør for at dyste i årets sidste store stævne.

Tilmeldingerne er strømmet ind og der er mere end 350 tilmeldte sejlere i 280 joller og surfere til Skælskør Amatør-Sejlklubs (SAS) tilbagevendende Harboe Cup 28.-29. september. Der sejles i 14 forskellige klasser på 5 baner.

Vind en gummibåd

Harboes Bryggeri er hovedsponsor og sørger for at stævnets mere end 350 deltagere bliver vartet godt op, ligesom en række andre sponsorer sikrer mange flotte præmier ­ og i år spænder det vidt. Sejlerne kan vinde mange gode ting – fra sejlertøj og kasser med slik, til en stor gummibåd.

Svag vind forude

Vejrudsigten forudsiger desværre meget svag vind lørdag, men søndag ligner 5-6 m/s, med tilsvarende gode muligheder for fine sejladser. Næsten 100 hjælpere står i sejlklubben klar til at lægge baner, lave morgenmad, beregne resultater og meget andet. Og lørdag aften kommer en stor del af sejlerne til spisning i byens nyistandsatte flotte pakhus på Skælskør Havn. Også her er maden lavet af frivillige.

Sejladserne starter lørdag kl 11 og kan følges på Noret, på Fjorden og ved Kobæk Strand. Ved Kobæk kan man blandt andet møde mange Formula surfere, som kommer til Skælskør for samtidig at dyste om årets Danmarksmesterskab under Harboe Cup, ligesom der i flere klasser sejles om Sjællandsmesterskabet.

SAS stiller selv med en 13 sejlere og de kan mødes på alle baner. På Fjorden kommer ca. 120 Optimist B og C, som er stævnets yngste og mest uerfarne deltagere. Men alligevel er det også det største felt som normalt også følges af en række trænerbåde og forældrebåde, hvorfor Fjorden bliver godt fyldt op.

Noret indtages af Tera og Fevajoller, så der sejles i både en- og to-mandsjoller, med mulighed for alle byens borgere til at se spændende sejlads tæt på.

Sidste sejlads sejles søndag eftermiddag, med efterfølgende præmieuddelinger i SAS og ved Kobæk Strand.

Klasser til Harboe Cup 2013:

  • Tera Pro
  • Tera Sport
  • Feva XL
  • Optimist A
  • Optimist B
  • Optimist C
  • Zoom 8
  • Formula
  • Hobie Cat 16 Spi
  • A-Cat
  • 29'er
  • 505
  • 420
  • Trapez

Kilde: Pressemeddelelse, Skælskør Amatør-Sejlklub/Harboe Cup

content-loader
content-loader
content-loader