Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Ud over i-landtagning, søsætning og reparationer af både, stod Peter bag etableringen af en efterhånden meget velassorteret butik for bådudstyr. En butik som sønnen Lars Nordbjærg står for.

Værftejer i Skovshoved Peter Nordbjærg er pludselig død

En af Skovshoveds Havns mest kendte profiler er gået bort og begraves i dag. Peter Nordbjærg overtog værftet på Skovshoved Havn efter sin fader Ebert Nordbjærg. Vi bringer en nekrolog.

Af Troels Lykke |

Peter Nordbjærg overtog værftet på Skovshoved Havn efter sin fader Ebert Nordbjærg for næsten 30 år siden. Peter var således tredje generation på værftet i Skovshoved, som familien havde overtaget i 1938, efter den nye havn var blevet opført.

Sådan skriver Skovshoved Sejlklub på deres hjemmeside og fortsætter nekrologen.

Efter endt skolegang startede Peter med at bygge skibe på B&W og efter endt uddannelse fortsatte han i bådbranchen, da han blev ansat på bådværftet i Rungsted, hvor han dels arbejdede med reparationer, og dels passede butikken for bådudstyr.

Efter Peter kom hjem til værftet i Skovshoved, begyndte en ny tid for værftet, hvor de gamle beddingsvogne blev udskiftet med traveliften, således at der nemt og effektivt kunne optages og isættes både.

Ud over hovedopgaven med i-landtagning, søsætning og reparationer af både, stod Peter bag etableringen af en efterhånden meget velassorteret butik for bådudstyr, således at bådfolket har nemt til de nødvendige materialer, når bådene skal klargøres.

Navnlig sejlklubberne på Skovshoved Havn, har altid nydt godt af Peters store hjælpsomhed og opbakning som sponsor, dels ved de store arrangementer, men mest værdifuldt i det daglige arbejde året rundt, hvor klubberne altid har kunnet regne med en hjælpende hånd fra Peter.

Ikke kun når det gjaldt de sejlsports-relaterede aktiviteter var Peter aktiv, men også i det sociale klubliv fx med opstilling af juletræ, - og Peter var en flittig gæst i klubhuset omkring raflebordet, hvor man onsdag og fredag kunne høre hans høje latter, når han igen havde bluffet.

Det var ikke kun på havnen, at Peter var et aktivt og værdsat menneske, inden for foreningen af mindre bådværfter var han aktiv i deres kamp for overlevelse, og i lokalsamfundet var han i mange år og frem til sin død, et aktivt medlem af Skovshoved Sogns Menighedsråd.

Peter efterlader sig hustruen Else, sønnen Lars der er medarbejder på værftet i Skovshoved, samt datteren Charlotte der også er inden for sejlsport, to svigerbørn og fire børnebørn.

Peter Nordbjærg døde torsdag den 27. marts og bisættes fra Skovshoved Kirke fredag den 4. april kl 14.

Æret være Peters minde.

Kilde: Skovshoved Sejlklub

 

content-loader
content-loader
content-loader