minbaad.dk
søndag 30. april

Fra venstre ses Claus Nygaard, Michael Empacher og Brian Frisendahl med den dyre Guldpokal, der vist normalt står i en bankboks. Vinderen skal servere champagne i den til tidligere vindere. - Det blev dyrt, siger Brian.

Frisendahl og co vinder Folkebådenes Guldpokal uden stævnetræning

Brian Frisendahl fra Sundby Sejlforening vandt Guldpokal med Michael Empacher og Claus Nygaard i årets eneste stævne de sejler, fortæller rorsmanden til minbaad.dk i et interview.

Kapsejlads | 04-08-2014 16:15 | Af  Troels Lykke

Den 48-årige rorsmand og ejer af Tibbetit fra 1982, Brian Frisendahl, vandt Folkdebådenes Guldpokal helt suverænt i Kerteminde, hvor 52 både fra seks nationer kæmpede.

Guldpokal er det fineste du kan vinde i Folkebåds-klassen og når det så samtidig sejles i Kerteminde, der er klassens epicenter, så er man ret glad, forklarer Brian Frisendahl.

Holdets placeringer var 3, 1, 2, 8, tyvstart og en 3. plads. Den stabile serie er noget af en præstation, da der var meget forskellige vind- og strømforhold i Kerteminde, hvor selv de lokale sejlere har svært ved at finde fordel på banen.

Nogle dage var vinden 2-3 m/sek. andre dage 13-14 m/sek. fra sydøst med kæmpe bølger, da der blev sejlet på baner, der tog næsten to og en halv time at sejle på en gigantisk op-ned-bane.

Lokal tog andenplads

Det blev dog lokale Flemming Palm, der overraskende tog en andenplads, foran en tysker og den tidligere Guldpokalvinder, Søren Kæstel, der tog en 4. plads, viser resultatlisten

Brian Frisendahl havde sat et nyt stel North Sejl på sin alu-mast og farten var god lyder en af forklaringerne på sejren.

- Vi har ikke sejlet et eneste stævne i år, men en 4-5 torsdagssejladser i Kastrup og så har vi trænet nogle gange. Men vi havde virkelig god fart med vores nye sejl og så havde vi det fornødne held og fik nogle gode starter på en virkelig lige linje, som dommeren Andreas lagde ud. Han var virkelig god og fik ændret på banen under de mange vindspring, siger rorsmanden.

Båd har før vundet Guldpokal

Båden Tibbetit har før vundet Guldpokal, da Erik Andreasen ejede båden, men det var første Guldpokal, som den tidligere dobbelte danske Folkebåds-mester Brian Frisendahl tog hjem sammen med Claus Nygaard og Michael Empacher.

- Det er stort at vinde Guldpokal, det er jo vores uofficielle VM og så i Kerteminde. Det er årets største stævne, hvor de bedste tyskere og danskere møder op. Og det er i Kerteminde at Guldpokalen hører til. Det var også et fint socialt stævne, siger Brian Frisendahl, der til dagligt er økonomidirektør i en større organisation.

Der var meget vekslende forhold på Kertemindebugten, hvor sejlerne nogle gang først var i havn efter klokken 18, når der blev sejlet to sejladser om dagen.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET