minbaad.dk
tirsdag 21. november

Danske 49er-sejlere og andre fra landsholdet vil blive set med Sebago, Musto og Zhik-produkter.

Nye sponsorer støtter Sejlerlandsholdet

GUL er ude af landsholdet, i stedet er Musto og Zhik nu på OL-sejlerne. Gleisten Ropes og Riggerne i Svendborg støtter også, samt Team McLube og Sebago.

Udstyr | 05-02-2014 16:16 | Af  Troels Lykke

I jagten på medaljer ved OL 2016 i Rio får Sejlerlandsholdet god hjælp fra flere nye sponsorer.

De danske landsholdssejlere kan både iklæde sig selv og deres både med nye produkter i 2014. I en sæson, der kulminerer ved ISAF VM til september, har de danske sejlere fået produkter fra Musto, Sebago, Gleistein Ropes, Zhik og Team McLube med om bord på bådene.

Musto er ny sponsor af Sejlerlandsholdets tekniske tøj, mens Zhik skal levere våddragtsprodukter til sejlerne.

Mustos produktlinje har sejlertøj, der spænder fra ekstrem havsejlads til dagsejlads for tursejleren. Tøjet matcher de høje krav, som landsholdssejlerne stiller til deres påklædning.

Zhik er blandt OL-vindere og verdensmestre favoritvalget for våddragtsprodukter og et naturligt valg som leverandør til de danske OL-sejlere.

Gleistein Ropes er valgt af Sejlerlandsholdet på grund af virksomhedens innovative tovværksprodukter. Gleistein, der forhandles i Danmark af Riggerne i Svendborg, er en partner, som kan være med til at optimere den løbende rig på OL-bådene, hvor bla. vægt og styrke er afgørende for performance.

Team McLube er sidste nye sponsor om bord hos Sejlerlandsholdet. Når det gælder bedre glid på grejet, er Team McLubes produkter en stor hjælp.

Sebago er fortsat leverandør af landtøj til Sejlerlandsholdet, ligesom TORM sammen med Team Danmark fortsat gør det muligt at arbejde målrettet mod danske OL-medaljer i 2016.

"Samarbejdet med vores sponsorer er en afgørende forudsætning for, at vi kan skabe de nødvendige, flerårige udviklingsforløb omkring vores bedste sejlere," siger Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen til pressen.

"Jeg er glad for kunne byde velkommen til Musto, Zhik, Gleistein Ropes og Team McLube som nye samarbejdspartnere for Dansk Sejlunion. De repræsenterer hver især kvalitetsprodukter af højeste karat, og vi er stolte af at have dem med om bord sammen med Sebago og TORM," siger Thomas Jacobsen.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET