Gå til hoved-indhold
Du må ikke engang tænde din VHF-radio, hvis du ikke har certifikat.Tur
Du må ikke engang tænde din VHF-radio, hvis du ikke har certifikat.

Må radioen bruges uden certifikat?

En sejler lytter på kanal 16, og finder ud af, at han kan hjælpe en anden sejler der har motorstop. Men han har ikke radiocertifikat, så må han overhovedet bruge radioen?

Af katrine bertelsen |

Facebook-gruppen Tursejlads og sejlsport, er et forum for alle sejlere. Men især tursejlerne bruger det flittigt, og her er mange ting, man kan blive klog på.

Forleden skrev en bruger om en oplevelse, han havde haft i Korsør Havn. Han skrev:

“Jeg var lige ankommet i Korsør gamle færgeleje for at samle min bror op, og tændte for sjov for kanal 16.

En fyr blev ved med at spørge om det var nogle både i nærheden af Korsør. Jeg troede han lavede fis, men hørte så Lyngby Radio starte samtale med ham.
Det viste sig at de havde motorstop i deres jolle, nord for den østlige pylon ved Storebæltsbroen.

 Jeg gik derfor ind i samtalen og forklarede kort, at jeg kunne hjælpe, men egentligt ikke måtte bruge radioen. Det hele resulterede i, at vi bjergede en familie på fem efter en times sejlads.”

Det må man ikke

Men, det måtte han faktisk ikke, altså bruge radioen. Ifølge loven fra Erhvervsstyrelsen (som administreres af Søfartsstyrelsen), må man faktisk ikke engang tænde for radioen uden VHF/SRC-certifkat. Kun i nødstilfælde.

Ingen bøde

Ikke desto mindre lyder det fra Lyngby Radio, at de er glade for alle der lytter med på kanal 16, og ikke bare har en mobiltelefon med.

– Der er mange der kun har en mobiltelefon med på vandet, og det er meget egoistisk, siger en medarbejder i Lyngby Radio.
– Vi skal jo passe på hinanden ude på vandet, og det gør man bedst ved at holde kanal 16 åben.

Lyngby Radio fortæller også, at de ikke har tænkt sig at give sejleren en bøde for u-autoriseret brug af radioen. Det var tværtimod en god hjælp.

Men, opfordringen fra Søfartsstyrelsen er, at det er en rigtig god ide at få et VHF/SRC-radiocertifikat, og få radioen registreret med MMSI-nummer. Det giver bedre sikkerhed, og så kan du bruge radioen kvit og frit, uden at læne dig op ad en bøde.

VHF/SRC-certifikatet kan tages på VHF-skolen.
Har du allerede certifikatet kan du ansøge om MMSI-nr hos Søfartsstyrelsen (PDF).

content-loader
content-loader
content-loader