Gå til hoved-indhold
Foto fra Melges 24-banen søndag.  Foto: okpressKapsejlads
Foto fra Melges 24-banen søndag. Foto: okpress

Blandet afslutning på Kielerwoche for Melges 24

De sidste sejladser til Kielerwoche tirsdag blev en svær omgang, i stille vejr. Men Kim Kristensen holdt 2.pladsen, og Wain Racing Team fik sejlet sig op på en 6.plads.

Af katrine bertelsen |

Nogle ualmindeligt blæsende dage i Kiel blev afløst af meget blandet vejr tirsdag, med vind fra alle retninger og styrker – dog mest i den stille ende.

For Melges 24-klassen betød det, at de fik to sejladser igennem – med hiv og træk – da de utålmodige sejlere fik baneledelsen til at finde det sorte flag frem.

– De tog 7-8 både på sort flag bare i en start, men ikke os, det var dejligt, fortæller Marc Wain fra Wain Racing Team.

Vinden var meget uberegnelig både i styrke og retning, og som om det ikke var nok, stod en del gammel sø på Kielerbugten, efter de seneste dages stærke blæst. Men baneledelsen havde styr på det, og fik gennemført to sejladser, selv om heldet ikke var med Marc Wain og co.

- Vi lavede nogle forkert valg i forhold til vinden, og det kostede. Heldet var bare ikke med os, siger Marc Wain, der på trods af en del dyre skader på båden er godt tilfreds.

- Vores mål var at gøre det ligeså godt som sidste år, og det lykkedes. Der er ikke noget galt med båden eller besætningen, så vi er klar til DM i Frederikshavn om et par måneder, slutter Marc Wain.

Resultater for Melges 24
(29 deltagere)

2. Kim Christensen, 11 point
6. Marc Wain Pedersen, 49 point
8. Jesper Bendix, 55 point
9. Carsten Bech, 35 point
16. Peter Haun, 91 point
19. Jesper Toft, 108 point
27. Kim Koch Fogde, 152 point

content-loader
content-loader
content-loader