Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Pi 14 sejlede med i SK Lynettens Sne Cup 2. jule dag, hvor otte meget forskellige både deltog. Foto: SK Lynetten

Pi 14 prototype forberedes til foråret med ny mast

Pi 14, der under en test lagde sig ned, er testet på ny efter den har fået 500 kilo mere bly i kølens torpedo. Herefter blev den trukket af en traktor helt ned i 90 grader og viste positivt stabilitet hele vejen.

Af Troels Lykke |

Pi 14 har levet stille efter en veritabel mediestorm, hvor vi alene på minbaad.dk havde 30.000 sejlere fra hele verden, der i juni i klikkede på vores artikel om båden, en prototype, der kæntrede. Det skete efter at det amerikanske site SailingAnarchy linkede til artiklen.

Nu vover bygherre Michael Larsen sig ud i virkeligheden igen og sejlede med i Lynettens Sne Cup 2.  juledag i København for at teste højde og fart i et lille felt med otte både, selvom båden ikke er helt klar endnu, da den fremover bliver med kulfibermast i stedet for en alu-mast.

- Vi var mange om bord (10 mand) til det helt lette vejr, og så skal vi lige lære at sejle optimalt med en gennaker, hvor man ikke må sejle for dybt, som vi gjorde i helt let vejr. Vi sejlede ikke specielt godt, men jeg er godt tilfreds med Pi 14 og vi skulle selvfølgelig have sejlet fra en Dufour 44, siger bygherre Michael Larsen, der har bygget båden sammen med bådebygger Jørgen Jensen.

Yderligere et halvt ton i kølen

Efter båden i juni lagde sig ned under en test, så masten ramte vandet, har Michael Larsen sat yderligere 500 kilo i bunden på den 3,14 meter dybe t-køl.

- Båden er fuldstændig sikker nu, den har oprettende moment nok og er synkefri (se også fakta på piboat.com under fakta, red.), men nu arbejder vi på at få en kulfibermast på til foråret. En kulfibermast der er over 200 kilo lettere end den alu-mast vi har nu og den vejer over 500 kilo. Med en kulfibermast på vil vi få mere dynamisk stabilitet og det betyder at man kan få mere sejl på den 21 meter høje mast, forklarer Michael Larsen til minbaad.dk.

Mast, sejl og rig vejede 560 kilo

Om kæntringen i juni skrev Michael Larsen ærligt på Pi 14 hjemmesiden:

- Det har vist sig at båden ikke har nok oprettende moment, efter den væltede under en testsejlads. Efterfølgende krængningsprøve viste at kølen manglede 121 kg. for at komme i nul. Mast, rig og sejl er nu blevet kontrolvejet og endte med en samlet vægt på 560 kg. Det kunne torpedoen på 1000 kilo ikke opveje.

Pi 14 skulle fra starten have haft en mast og rig i kulfiber med en samlet vægt på 285 kg. På grund af mit enkle design ville kulfiber-producenterne ikke kunne overholde vægten. Derfor faldt valget på en aluminium mast og rig.

Pi 14 under Sne Cup.

Der var is på dækket da Anders Dylov styrede Pi 14 forleden.

Pi 14 og Dufour 44 i infight 2. juledag.

Den lette Pi 14 accelererer her i let vind i denne sommer. 

content-loader
content-loader
content-loader