Gå til hoved-indhold
Finn 'Beton' Jensen har sejlet en del 505-jolle på højt plan, og i de senere år har vi set ham i en OK-jolle. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk SejlunionKapsejlads
Finn 'Beton' Jensen har sejlet en del 505-jolle på højt plan, og i de senere år har vi set ham i en OK-jolle. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Populær trænerlegende Finn 'Beton' Jensen fylder 60

Den 29. juli kan århusianeren Finn "Beton" Jensen fejre 60 års fødselsdag. Finn er træneren med en aldrig svigtende tro på sine sejlere - og et konstant fokus på udvikling og nytænkning.

Af Troels Lykke |

Det vejrbidte ansigt, det grå skæg og den falmede kasket - så er der ikke noget at tage fejl af. Det kan kun være Finn "Beton" Jensen - en af dansk sejlsports dygtigste og mest betydningsfylde trænerskikkelser nogensinde.

I dag, den 29. juli, fejrer Finn Beton sin 60 års fødselsdag. Det ligger ikke til hans natur at bringe sig selv i centrum, men netop i dag er der ingen vej udenom.

Det skriver Dansk Sejlunion.

Mærkedagen bliver markeret ved et arrangement på Aarhus Lystbådehavn, fra kl. 13 er det mest for børn og unge - og fra kl. 18 er det for de mere voksne.

Helt i Finns ånd er alle med på den måde. Præcist som når han træner på vandet. Det ene øjeblik følger han OL-sejlere i 49er eller Nacra 17 - for en time senere at sejle ud med et hold ti-årige Optimister, der skal lære at bomme og stagvende på kommando.

Står aldrig stille
"Det kan godt være, at Finn nu fylder 60, men i virkeligheden er han på mange måder den yngste af os," fortæller Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen, der har Finn Beton med i trænerstaben omkring Sejlerlandsholdet.    

"Finn fokuserer hele tiden på udvikling og nytænkning. Han står aldrig stille. Et godt eksempel er, at han nu har kastet sig over den nye OL-båd, Nacra 17. Det er måske bådtype nummer 50, han har skullet lære at kende, men alligevel klør han på for at finde ud af, hvordan den skal sejles optimalt, hvad sejlerne skal veje og så videre." 

Behandler alle ens
 "Finn er ekstremt procesorienteret. Han tænker hele tiden på, hvordan du kan udvikle dig som sejler. Om du er landsholdssejler eller nybegynder i en Optimist er for ham ligegyldigt. Han behandler alle ens. Det er den enkelte sejlers udvikling, der er i fokus," fortæller Thomas Jacobsen og nævner et eksempel tilbage fra OL i Barcelona, 1992.

Under en træning nogle uger før legene bemærkede Finn, at en af Solingerne havde forkert mastehældning. Det kunne jo ikke nytte... så Finn begav sig hen for at hjælpe besætningen.

Skipper på båden viste sig at være newzealænderen Russel Coutts - på dét tidspunkt bl.a. OL-guldvinder i Finn fra 1984 - og en mand, som den danske Soling med Jesper Bank ikke nødvendigvis var interesseret i at yde alt for megen assistance...

Finnsk genvej
"Sådan noget er helt typisk for Finn," fortæller Thomas Jacobsen om episoden, der trods alt ikke fik for stor betydning. Jesper Bank vandt guldet, og Russel Coutts sluttede nede i feltet.

Finn Beton var også træner, da Thomas Jacobsen selv var med på Jesper Banks guldsoling ved 2000-legene i Sydney.

"Jeg husker Finn som en vigtig fjerdemand på holdet. Han sikrede, at der var balance på holdet. Det havde stor betydning."

Thomas Jacobsen kan også fortælle om det særlige begreb - en "Finnsk genvej".

"Finn er på mange måder en anarkist. Han udfordrer hele tiden vaner og lærebøger, og han tror altid, at der er en smartere måde at gøre tingene på. I trafikken jagter han altid en genvej, selv om GPS'en siger noget andet. Det kan godt resultere i nogle ekstra lange køreture."

Tvivler aldrig på talentet
"Selv om en "Finnsk genvej" godt kan være en omvej, så er det lige så ofte en reel smutvej. Det er en vigtig egenskab altid at udfordre vanetænkningen," understreger Thomas Jacobsen.

Utallige unge sejlere har i årenes løb været en del af Finns træning. Og havde det ikke været for netop Finn, var mange af dem sikkert stået af før tid.

"Finn har en indædt tro på, at alle sejlere rummer et unikt talent. Når du som sejlere er tæt på at opgive, så kan du være sikker på, at Finn altid er klar med en opmuntring. Han tvivler aldrig og opgiver aldrig nogen. Det er en meget fin egenskab at have," siger Thomas Jacobsen.  

content-loader
content-loader
content-loader