Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Tempo Huset fik ros, især da der fredag kom et kæmpe regnskyl. Foto: Troels Lykke

Ros til Ishøjs flydende bådmesse - klar igen næste år

- Det er jo jydernes tur næste år til at holde flydende udstilling, men nu sender vi evalueringsskema ud, siger udstillingschef Henrik Jørgensen, der også er klar næste år.

Af Troels Lykke |

Mange besøgte udstilling i Ishøj i forrige weekend. Det vurderer formanden for Danboat, Jan Hansen, overfor minbaad.dk.

- Der var et godt stykke over 10.000 besøgende. Udstillingen betragter vi som en kæmpe succes. Alle var meget tilfredse med hele set-uppet og har været overmåde positive, både udstillere og besøgende på messen. Det er de flotteste rammer vi har vidne til i mange år, med en stor hal, så man ikke skulle stå i løse telte. Og broerne til bådene var fantastiske, siger Jan Hansen, der selv udstillede sine Quantum-sejl, hvor der også kom ordre i hus.

Ros fra Hallberg-Rassy og Arcona

Hallberg-Rassy forhandler Bo Hold fra MarineParken i Fredericia var også svært tilfreds med udstillingen.

- Det er jo her ved København at det købestærke publikum befinder sig. Vi har virkelig haft mange besøgende på vores Hallberg Rassy 43, forklarer Bo Hold.

Også forhandler af Arcona-bådene, Ove Skovgaard-Mortensen fra Hundige Havn, er positiv over stedet. Han udstillede Arcona 34, 38 og 41.

- Jeg fik skrevet en masse mennesker op til videre salgsforløb. Broerne var jo propfyldte især lørdag og søndag. Jeg synes Ishøj er et godt sted at udstille, siger han.

Jydernes tur - hvis de er klar

Udstillingschef Henrik Jørgensen fra Tempo Bådsalg, der arrangerede med medejer af Tempo Huset, Kim Hansen og reklamemand Michael Andersen, ser lyst på at holde en ny udstilling i Ishøj.

- - Det er jo jydernes tur næste år til at holde flydende udstilling, men nu sender vi evalueringsskema ud, siger Henrik Jørgensen.

Sidste år var der udstilling i Egå, men om der bliver det i 2016 er der endnu ikke meldt noget ud om endnu.

Henrik Jørgensen har da også investeret i udstillingsvægge og andet til den 2.800 kvadratmeter store udstillingshal, Tempo Huset.

- Der har været en del udgifter, regningerne vælter ind i den her uge, men om det løber rundt ved jeg ikke endnu, forklarer Henrik Jørgensen, der selv udstillede Jeanneau, Windy, Fairline og Chris Craft.

To motorcykler blev solgt

- Vi fik lukket tre handler af motorbåde, siger Henrik Jørgensen, der regner med at der var omkring 12.000 besøgende, ud fra forskellige indikationer med salg af pølser og andet.

Lauge Jensen fik også solgt to luksus-motorcykler til hver 400.000 kroner, dertil skal lægges moms og afgifter.

Motorcyklerne blev solgt. Foto: Troels Lykke

Ledelsen af udstillingen i Ishøj knoklede på før og under den flydende bådmesse: Fra venstre ses Michael Andersen, Kim Hansen, Henrik Jørgensen, Stewart og Gert E. Sørensen. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader