Gå til hoved-indhold
Fra venstre: Finn Beton, Anders Bigum Johansen, Niklas Lillelund, Emil Munch, Andrea og Johanne Isaksen Schmidt (Rasmus Bjerre Knudsen kunne desværre ikke deltage). Foto: Sailing AarhusKapsejlads
Fra venstre: Finn Beton, Anders Bigum Johansen, Niklas Lillelund, Emil Munch, Andrea og Johanne Isaksen Schmidt (Rasmus Bjerre Knudsen kunne desværre ikke deltage). Foto: Sailing Aarhus

Legater til unge aarhusianske talenter

Ved en reception mandag 4. maj modtog 6 glade unge aarhusianske talenter legater fra Sailing Aarhus Ungdoms- og Talent Fonden. Læs hvorfor.

Af katrine bertelsen |

Cheftræner Finn Beton motiverede de enkelte legater under fællesoverskriften flid og ihærdighed.

– Modtagerne har ikke nødvendigvis vundet store mesterskaber endnu, men de har potentialet til at nå rigtig langt med deres sejlads. Legaterne skal ses som en værdsættelse af modtagernes ihærdighed og målrettethed i deres træning.

Check’sene var, som træner Finn Beton udtrykte det, blot et symbolsk beløb og skulle opfattes som et skulderklap og en opmuntring fra omverdenen til at de unge talenter om at fortsætte de gode takter.

– Det er ikke sikkert, der er nok til alle reparationerne, når de unge har lånt bilen, er drønet til udlandet og smadret den for syvende gang. Vi ville gerne have uddelt halvtreds og hundrede tusinder til vores talenter, for det er de både værd og fortjener for deres indsats og ambitioner, men det rækker fonden desværre ikke til på nuværende tidspunkt, lød det fra Finn Beton.

Modtagerne af dette års legater er:

Niklas Lillelund (Århus Windsurfing Klub) – Formula Windsurfing: kr. 3.000,-

Niklas er en aktiv og talentfuld ung windsurfer. Han er det største og mest målrettede talent, ÅWK har haft i årevis. Han sejler vinteren igennem - træner i både Skive og i Aarhus. Han er teamsejler hos NeilPryde/JP (uden at det dog giver ham nogen penge). Selvom Niklas kun er 14. år, har han i 2014 præsteret fantastiske resultater:

  • Sølv ved DM U17 Formula
  • Guld ved DM U17 Slalom
  • Sølv ved U17 Nordisk Mesterskab

Andrea og Johanne Isaksen Schmidt (Kaløvig Bådelaug) – 29er: kr. 4.000,-.

Andrea og Johanne træner meget målrettet og seriøst med deres sejlads. De er således næsten dagligt på vandet, uanset om der er planlagt træning eller det er ”selvtræning”.

De tager ansvaret for egen læring helt bogstaveligt, herunder vigtigheden i at kunne samarbejde i jollen. Der er ingen tvivl om, at de kan få en stor sejladskarriere. Trods deres unge alder, har Andrea og Johanne allerede manifesteret sig i toppen af det danske 29er felt.

Emil Munch (Kaløvig Bådelaug) – Europa jolle: kr. 3.000,-.

Emil er, udover at være en dygtig atlet og sejler, blevet et forbillede for de yngre sejlere i gruppen. Kodeord for Emil er træningsihærdighed og seriøsitet.

Det lykkes for Emil at få skole og sejlads til at hænge sammen, selvom dette ikke altid er lige nemt. Emil er et socialt menneske, som er velligt af alle, og vil derfor ikke få problemer med det store karrierespring mod eliten. Resultatmæssigt har 2014 været et rigtig fint år for Emil med bl.a. guld ved U.19 DM og U.23 DM.

Rasmus Bjerre Knudsen og Anders Bigum Johansen (Marselisborg Sejlklub) – 49er: kr. 4.000,-.

Rasmus og Anders har tidligere gjort sig gældende i Yngling, men sejler nu 49er. Allerede efter det første år i klassen, har de vist, at de hører til blandt de bedste unge skiff sejlere, selvom de ikke er opflasket med jollesejlads.

Når man vælger en olympisk bådtype, er det ofte svært at se, hvor langt talentet rækker, men med den fremgang, de har vist på bare halvanden sæson, ser der ud til at være potentiale til noget rigtig stort.

Fakta om Sailing Aarhus Ungdoms- og Talent Fonden:

  • Fondens formål er at støtte de unge sejlere i deres mål om at vinde flere internationale mesterskaber og medaljer til Aarhus.
  • Ansøgere skal have været medlem af en Sailing Aarhus sejlklub i minimum 12 måneder forud for ansøgningen.
  • Ansøgere skal være tilknyttet det etablerede ungdoms- og talentmiljø i Aarhus, eksempelvis ved at være tilknyttet Team Danmark Kraftcenter Aarhus, ESAA eller ét af Sailing Aarhus klubbernes talent- og elitemiljøer.
  • Ansøgninger stiles til Sailing Aarhus’ sekretariat – tcn@sailing-aarhus.dk
  • Læs mere om ansøgningskriterier og hvordan du kan støtte Sailing Aarhus Fonden her.

    Kilde: Pressemeddelelse, Sailing Aarhus
content-loader
content-loader
content-loader