Venøbo på risikabel vintermission med båd i vandet

Hold da op. Er vi bare blevet blæst igennem? Sikke et efterår, den ene storm og orkan efter hinanden har været på besøg, og vi har fået testet vores forberedelser til vinteren.

Dem, der har haft bådene på land har fået testet deres stativer og underlaget for samme, dem med mast på har måske endda været så heldige, at båden stod vindret.

Efteråret er vel nok den største bekymring for forsikringsselskaberne, da der åbenbart sker flest skader efterår og vinter – ihvertfald de dyreste skader, og flest i antal. En fordel er vel så, at der ikke drukner så mange af dem, der har bådene på land.

I år havde jeg en tur rundt vores vinterplads, mens Gorm trak 39 m/sek. over Bønnerup. Jeg gik en tur rundt om de både der stod på land, og jeg må indrømme, at jeg hurtigt fortrak mig da jeg opdagede, hvor meget de stod og vuggede i stativerne. Det var faktisk en del, selv om bådene her står vindret var det temmelig meget.

Da jeg kom hen til et par af de både, hvor ejerne virkelig har pakket bådene ind i næsten en ekstra etage  oven på båden – helt sikkert ud fra en ide om at passe godt på deres både – ja, der kunne jeg så tydelig se hvilken effekt det havde på dem. Der rykkede vinden så kraftigt i båden, at det var tydelig at se, at de rykkede skroget så meget, at på et par stykker af dem var der mindst 10 cm luft mellem støttepladerne op mod skroget.

Der stod båden så og rykkede fra side til side, så min nysgerighed oversteg forsigtigheden og jeg gik helt hen og lyste med lommelygten. Synet gav bestemt stof til eftertanke.

Mens båden vuggede fra side til side kunne jeg se, at den faktisk gav sig i rundingen på undervandsskroget, og blev faktisk trykket et par cm ind hver gang. Uden at være bådebygger tror jeg nok at kunne konkludere, at det bestemt ikke er godt for skroget, og på et tidspunkt så delaminerer den lige der. Her dækker forsikringen så vist ikke.

Vel inde i  bilens varme kunne man jo så lige sidde og kloge den lidt. Min nordjyske påholdenhed ville nu nok foranledige, at jeg afmonterede sådan en dyr overbygning ved en varslet orkan, jeg ville helt klart få et stik i hjertet og yderlig smerte i højre baglomme med tanke på hvad stormen og pressenningen gjorde ved båden og yderligere hvis presseningen så også blæste i stykker.

Nå ja, hvor klog er man så selv. Jeg kørte over til broen hvor Lipstick var fortøjret, og allerede fra bilen var det helt klart, at på det tidspunkt med gentagne vindstød omkring 39 m/sek. kunne jeg godt se, at ude på broen havde jeg ikke noget at gøre.

Jeg fik selskab af havnefogeden, som også var nede at kigge på tingene. Vi blev ret hurtigt enige om, at her kunne vi ikke gøre noget som helst. Man blir faktisk lidt mundlam over synet af, hvilken effekt så meget vind har på sin elskede båd.

Alle mulige mærkelige tanker kommer til en, mens man sidder der og kigger. Den første var da også om, hvor gode er de pæle, hun har der agter. Frem med kikkerten for at få et bedre billede af scenariet. Det var så ikke nogen god ide, og nu blev jeg da ret bekymret.

Det var helt vildt så meget de rykkede sig – nu bruger jeg ret kraftige fortøjninger, så de var ikke bekymringen – men det svageste led var pælen, det kunne jeg klart se. jeg bestemte mig for at køre hjem, jeg har aldrig brudt mig om skrækfilm og det lignede dette scenarie i svær grad.

Vel hjemme kunne man så sidde der og være bekymret. Tror jeg sad et par timer og drak kaffe og gik tur i stuen, studerede vind og vej på nettet. Konen ville se en engelsk krimi og jeg ville se tv2 vejret. Jo der var klart krise i det lille hjem.
Der kom grimme udtalelser som "sæt dog det lort på land som andre fornuftige sejlere".

Kl. 23.30 havde vinden lagt sig til 28 til små 30 m/sek. Jo, jeg kørte derned igen, tog min redningsvest på og gik ned til broen. Vores bro ligner de fleste broer om vinteren, godt grøn og bare glat. Jo jo, ned på knæ og så ellers derudaf – jeg turde simpelthen ikke gå oprejst derud.

Vel ude ved båden rejste jeg mig op, tog fat i lystanderen, og stod og ventede på, at hun i sin rykken frem og tilbage i vindstødene kom tæt nok på broen til jeg turde hoppe ombord. Det gik. Jeg var lidt rundt på hende, og tjekkede at fortøjningerne var i orden. Det gik op for mig, at det måske var en god ide at slække dem lidt, så hun ikke huggede så meget.

Mens jeg slækkede ud på dem fik jeg dog tanken, at det helst måtte være en god ide, eftersom jeg ikke havde en kinamands chance for at stramme dem op igen. Derefter kunne jeg konstatere, at hvis pælen knækkede, så ville hun dreje så meget rundt, at hun ville trække elkablet ud og sikkert ødelægge både kabel og broens strømkasse. Jeg fik trukket kablet ud, og sad på cockpitbænken og kiggede lidt på scenariet.

Det er noget af en stram oplevelse at studere sådan en stom/orkan i en 34 fods båd. Nå, ned i kahytten og tænde for varmen, sætte kaffe over. Utroligt hvad der kan drikkes af kaffe, når man er lidt på røven.

For jeg må indrømme, at jeg havde fået mine tvivl om, hvor smart det var at hoppe ombord kontra at blive hjemme. Første tanke er jo nok, hvad forestiller jeg mig, at jeg skal gøre, hvis en pæl knækker og båden svajer rundt. Jo hænge et par fendere ud måske, der var god tid til refleksion i det intelligente i min mission.

Det stod mere og mere klart for mig, at det faktisk var meget lidt, jeg kunne gøre for min lille båd. Jeg sad i skydekappen og kiggede lidt, og da jeg kunne se nogle andre bevæge sig ud over broerne med pandelamper og lignende men ingen redningsvest, jo jo, der havde jeg da været lidt klog.

Mine tanker gik lidt på, hvad er det lige, der får os til at gøre det, jeg lige havde gjort. Klogt er det ikke kan man med rette sige – at jeg havde sat en vis legemsdel på slibestenen. Dog kan jeg sige, at jeg kunne sidde og få nogle ideer om, hvad der skal ændres til næste storm.

Jeg vil helt klart sætte flere agterførtøjninger ud, jeg vil bruge nabopladsens pæle, så jeg får en ikke så skarp vinkel på fortøjningen, derudover til storm at have et bildæk rundt om pælen og så sætte fortøjningen i den, det må fjedre dejligt og mindske rykket i pullerterne.

Det næste må være, at jeg ikke hopper rundt alene på broerne og leger Rambo.

Jeg har siden tjekket med forsikringen. De vil faktisk helst have at alt er sikret inden storm, og at skipper holder sig væk fra farlige situationer, hvor de så skal punge ud med store beløb til personskader og måske det helt store tab.

Jo, lidt lærer vi da hvert år, og det skal helst ikke koste noget.

Erik

Erik Venøbo ses her da han i september alene sejlede Danmark Rundt inshore i Lipstick. Foto: Katrine Bertelsen