Sejler faldt ned fra mast og måtte reddes
Lystsejleren ramte dækket og blev af Samsø Redningskorps bragt i land og kørt til sygehuset på Samsø.
Samsø Redningskorps måtte fredag aften redde en lystsejler i land, efter han faldt ned fra en mast og landede på dækket på båden, der sejlede mellem Hou og Sælvig.
Det fortæller vagthavende indsatsleder Søren Peter Kjeldahl fra Samsø Redningskorps til TV 2 Østjylland.
- Vi sendte den store redningsbåd i vandet, og vi havde både en læge, en sygeplejerske og en behandler med derud, siger Søren Peter Kjeldahl.
Han fortæller, at lystsejleren blev bragt i land og kørt til sygehuset på Samsø. Søren Peter Kjeldahl kender ikke til sejlerens tilstand, men fortæller, at han ikke var i akut livsfare.
Samsø Redningskorps havde en travl aften, for imens de var i gang med at redde lystsejleren sikkert i land, fik de en melding om en drivende jolle ved Kolby Kås. Det viste dog at være en falsk alarm.
Kilde: TV 2 Østjylland