Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
"Kapsejlads må ALDRIG blive en arena for degradering af mennesket og menneskelige værdier.”, (DS Etisk kodeks), skriver Peter Kirkegaard. Foto: Chris Gossmann

Alle bør kende hovedregler i kapsejlads og etisk kodeks

"Hvis du vinder, og mister dine venner, så har du ikke vundet.", citat Paul Elvstrøm. Det skriver Hellerup-sejler Peter Kirkegaard, der ønsker at langt flere kender kapsejladsreglerne.

Af Troels Lykke |

Kære Troels på minbaad.dk 

Med reference til din udmærkede artikel, minbaad 16/7 2015: “Sejlere er alt for dårlige til kapsejladsregler”, har jeg et par tanker som jeg vil dele med dig og læserne, skriver Peter Kirkegaard og fortsætter.

Du skal have stor respekt for at “stikke stævnen frem”, og på en ærlig måde fremstille et af sportens vigtigste dilemmaer, nemlig fortolkningen af reglerne.

Du skriver i artiklen:

“Det er sjovere at sejle kapsejlads, når man kender reglerne og bruger dem aktivt. Men vi er ikke de eneste, der er dårlige til regler. Til selv samme DM i H-båd havde juryen set både lave 360 graders straffe - uden de havde behøvet det. De gjorde det måske bare fordi en sejler råbte lidt højt.”

Efter at have deltaget i 2 DM i Albin Express og Melges 24 DM, de sidste to weekender, gav ovenstående citat fra artiklen inspiration til at genlæse og -overveje, de principper som vi alle burde følge. Det blev til følgende korte opsummering og grundlæggende betragtninger, som jeg mener er værd at dele:

- Det er nødvendigt at kende reglerne og bruge dem aktivt, når man sejler kapsejlads.

Som et absolut minimum skal alle om bord kende de grundlæggende principper og hovedregler i kapsejladsreglerne, samt etisk kodeks for Dansk Sejlsport.

Dansk Sejlunion har desuden en række gode sider om kapsejladsregler, herunder en række sider til inspiration for sejlere som vil kende reglerne bedre. www.sejlsport.dk/kapsejlads/regler/kender-du-dine-kapsejladsregler

Jeg blander mig sjældent i debatten, for jeg ved at der er mange følelser for sporten og mange sejlere som gennem hele livet har bidraget til en positiv udvikling af vores sport.

Det er dog væsenligt, at artiklen ikke bliver misforstået, derhen at sejlere måske undgår at tage deres straf på vandet, selv om de, ud fra en objektiv teknisk betragtning, ikke havde behøvet det.

2 runder straf

I mange sejladsbestemmelser er 2 runders straffen ændret til 1 runde (360 grader), netop for at undgå at sejlerne efterfølgende skal i protestlokalet, for at finde ud af hvem der egenligt kom først i mål.

Hvis en kapsejler prajer en konkurrent på banen og anmoder om en 360 graders straf, er ansvaret og accept af straffen gensidig. I en ideel, omend utopisk,kapsejladsverden var der jo slet ikke behov for en jury, men sejlernes egne normer og gensidige respekt ville være tilstrækkeligt.

Således forholder det sig i midlertid ikke i virkeligheden. Det er dog min klare opfattelse at vi de seneste år har fået sporten væk fra 80ernes America's Cup juristeri, og mængden af tekniske protester en blevet lang mindre. Alt dette godt hjulpet på vej af en positiv accept af sejlsportens normer og etiske regler.

For ikke at starte en lang diskusion om kapsejladsregler har jeg forsøgt at opsummere det væsenligste, som burde gøre os i stand til at lade; “The best man (m/k) win”.

Man kunne, med fordel, opsætte følgende uddrag på skottet i cockpittet, ved siden af den klassiske kapsejlads signaltavle:

ETIK:

"Kapsejlads må ALDRIG blive en arena for degradering af mennesket og menneskelige værdier.”, (DS Etisk kodeks)

- Alle gør deres bedste!
 - Respekter dig selv og dine konkurrenter!

GLÆDE - SPORTMANSHIP – FAIR PLAY – ÆRE - RESPEKT

REGLER:

”Kundskab uden dyd har intet værd, men dyd uden kundskab er lidet for den, der vil sejle under Danmarks flag”, frit citat fra  Søværnets Officersskoles morgenbønner (mandag), forfattet af dr.theol. B. Münter (1794-1867).

 - Kend reglerne.
 - Accepter reglerne.
 - Tag straks din straf, hvis du bryder reglerne!
 - Er du i tvivl, er du IKKE i tvivl!

"Hvis du vinder, og mister dine venner, så har du ikke vundet.", Paul Elvstrøm.

LINKS:

Dansk Sejlunions: -Sejlsportens Etiske Kodeks (www.sejlsport.dk/kapsejlads/etisk-kodeks)

Dansk Sejlunion: - Kapsejladsregler - uddrag(www.sejlsport.dk/kapsejlads/regler/kapsejladsregler):

SPORTSMANSHIP OG REGLERNE

Deltagere i sejlsport er underlagt en samling regler, som det forventes, at de følger og håndhæver. Et grundlæggende princip for sportsmanship er, at deltagere, der overtræder en regel, straks påtager sig en straf, som kan være at udgå.

FAIR SEJLADS

En båd og dens ejer skal konkurrere i overensstemmelse med anerkendte principper for sportsmanship og fair play. En båd kan kun straffes efter denne regel, når det klart fastslås, at disse principper er blevet krænket. En diskvalifikation efter denne regel må ikke fratrækkes i en båds pointsum i en serie.

Peter Kirkegaard

Peter Kirkegaard ses her til Melges 24 DM i weekenden.

content-loader
content-loader
content-loader