Gå til hoved-indhold
Anna Livbjerg i midten var igen i særklasse. Til højre ses stortalentet Anna Munch. Foto: Euroclass.dkKapsejlads
Anna Livbjerg i midten var igen i særklasse. Til højre ses stortalentet Anna Munch. Foto: Euroclass.dk

Europajolle-VM: Guld til Livbjerg, sølv og bronze til Munch

Anna Livbjerg vandt sin 4. VM-titel hos kvinderne og Emil Munch tog sølv hos mændene og lillesøsteren Anna Munch bronze hos kvinderne. Alle tre fra Kaløvig Bådelaug.

Af Troels Lykke |

Det blæste en del ved VM i Europajolle i Arendal i det sydlige Norge. Noget som favoriserer de tungere sejlere, men det kunne den 26-årige medicinstuderende Anna Livbjerg på kun 55 kilo ikke tage sig af.

Kaløvig-sejleren tog nemlig syv førstepladser og to andenpladser i et kvindefelt på 46 joller, mens hun i sidste sejlads blev disket for en tyvstart.

Men faktisk behøvede Anna Livbjerg ikke sejle sidste sejlads, for allerede forinden havde hun vundet sin fjerde VM-guldtitel i Europajollen, der tidligere var olympisk og netop her har Anna Livbjergs søster, Signe Livbjerg vundet OL-bronze i Athen i 2004.

Anna Livbjerg var med færgen mod Danmark og havde slukket for mobilen, da vi skulle høre om sejren. Istedet fik vi talt med træneren under VM, Christian Rindom.

- Europajollen regnes for at være en god udviklingsjolle for mange, der vil videre og sejle olympisk og jeg ved da også at Anna Livbjerg har sejlet VM i den olympiske Nacra 17 fornylig, men så vidt jeg ved har hun ikke valgt en olympisk klasse hun vil sejle endnu.

Rindom: Livbjerg er komplet

Om hvorfor at Anna Livbjerg vandt VM igen, forklarer træneren.

- Hun er den mest komplette sejler i feltet, teknisk og taktisk dygtig og i virkelig god form. Anna tager aldrig nogle unødige chancer. Hun runder ofte første topmærke som femte båd og derefter sejler hun sig op, da hun har et stort fartoverskud i forhold til de andre sejlere, selv i hårdt vejr, hvor sejlere på 70 kilo vejer 15 kilo mere end hende. Der er derfor hård konkurrence i Europajollen fordi man kan veje mellem 55 og 80 kilo og klare sig godt, og det giver chancer til mange i feltet, siger Christian Rindom.

Nummer tre hos kvinderne blev det 17-årige stortalent Anna Munch fra Kaløvig Bådelaug. Hun var uhyre tæt på at vinde VM-sølv, det gik i stedet til en høj, tung svensker Vilma Bobeck.

Emil Munch tog VM-sølv

Hos mændene tog Anna Munchs storebror, Emil Munch på 19 år, VM-sølv i et felt på 63 både.

- Jeg er fuldt tilfreds med placeringen, da jeg var oppe imod andre lige så rutinerede sejlere, der var derfor kamp om medaljen indtil sidste sejlads, men en god start og ihærdig pump på læns sikrede en andenplads og dermed VM-sølv, siger Emil Munch.

Emil Munch til venstre. Han har det ikke fra fremmede, Emils mor, Mette Munch har før været til OL i 470-jolle. Foto: www.euroclass.dk

Slutstilling i Europajolle-VM i Arendal i Norge

content-loader
content-loader
content-loader