Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Den gavmilde donation leveres af Fritse og Jens Meyers almennyttige Fond, som støtter børn og unge i området.

B/One i gave: Jubel hos sejlklubber i Egå og Kaløvig

Sejlsporten i Aarhusbugten får nu en saltvandsindsprøjtning. Egå Sejlklub og Kaløvig Bådelaug modtager nemlig hver den moderne sportsbåd B/one, bygget af Bavaria Yachtbau. Jens Meyer og hustru donerer.

Af Troels Lykke |

En B/one koster sejlklar cirka 250.000 kroner og er tegnet af Farr Yacht Design, der har konstrueret Volvo Ocean Race-bådene.

Den gavmilde donation leveres af Fritse og Jens Meyers almennyttige Fond, som støtter børn og unge i området.

- Det er meningen med gaven, at få flere unge til at interessere sig for sejlsporten samt at give de unge på børnehjemmene i området og andre unge en chance for at komme ud og sejle med de dygtige unge sejlere fra de to klubber, forklarer businessangel og bådmæger Jens Meyer fra Dansk Marine Center i Risskov, der leverer de to både, i samarbejde med Audi i Risskov, som også leverer en pokal.

Dermed har sejlklubberne en præmie at kæmpe for, når de i to både konkurrerer i bådtypen, mindst en gang om året i hver af de to havne.

Egå Sejlklub: Båden var savnet

Gaven vækker stor jubel i Egå Sejlklub. Næstformand Kirsten Rambøll, har nemlig ledt efter en båd som B/one bådtypen, der typisk sejles af fire voksne eller fem unge sejlere.

- Det er jo helt fantastisk, her i Egå har vi knoklet rundt for at finde en sportsbåd, og pludselig får vi en foræret. B/one båden vil ramme lige ind i det lokale sportsbådemiljø. Båden vil derudover blive brugt som træning til Sejlsportsligaen, hvor Egå lige nu er i 2. division. Båden passer ind til de unge, når de er færdige med den olympiske Laser-jolle. Og vi ser frem til flere dyster med Kaløvig Bådelaug i bådtypen. Samtidig glæder vi os også til at tage imod børn fra nærliggende børnehjem. Vi håber at de kan få smag for sejlads ved at prøve en B/one, siger Kirsten Rambøll.

B/one kan fastholde de unge til sporten

I Kaløvig Bådelaug er ungdomsleder og bestyrelsesmedlem i klubben, Michael Vogelius, også temmelig glad for at klubben modtager en B/one, der blandet andet skal bruges til olympiske stortalenter, men også mange andre i sejlklubben, der har et stort miljø af skrappe sejlere på vej:

- Båden vil blive brugt af mange af de unge sejlere fra de er 15-16 år og op i 20erne typisk. Vi vil bruge båden til at fastholde de unge til sejlsporten, når de slutter i jollerne. Kaløvig Bådelaug ser også frem til dyster med Egå Sejlklub, dem vil vi let kunne mødes med på vandet til en aftensejlads. Dysten med Egå Sejlklub kan udvikle et endnu bedre samarbejde med klubben, siger Michael Vogelius, der understreger at man også ser frem til at gøre noget for børn fra børnehjemmene i form af event-sejladser, hvor de introduceres til sejlsporten.

content-loader
content-loader
content-loader