Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jørgen og Jacob Bojsen-Møller er bedste danskere ved VM lige nu i Weymouth.
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

505-VM: Bojsen-Møller brødre op på 4. plads

140 505ere kæmper. Sejlmager og gast Jacob Bojsen-Møller fra Hellerup Sejlklub, giver her rapport fra Sydengland, hvor en start betyder alt.

Af Troels Lykke |

Mandag blev 4. og 5. sejlads ved VM for 505 afviklet i opfriskende vind 6m/s - 9m/s. Dagen bød på mange vindspring i den generelt venstredrejende vind.

Og de danske både havde både gode og mindre gode øjeblikke, fortæller gast Jacob Bojsen-Møller fra Weymouth i England. Han fortæller videre:

I 4. sejlads rundede Fabiola og Michael første mærke som nr. 6 og sluttede på en meget flot 15. plads.

Bojsen-Møller rundede noget efter, men fik sejlet sig frem på en 6. plads i mål.

Saugmann/Karbo var også godt med, men fik rundet et forkert bundmærke og måtte lænse tilbage til det rigtige. Det gav en ærgerlig placering som nr 62.

I 5. sejlads viste Buhl god form. De kom først til første mærke og sluttede som nr. 7.

Bojsen-Møller rundede i top ti og sejlede sig frem på førstepladsen på den første lænser.

Vi kunne dog ikke holde en engelsk båd, men gik i mål  meget tilfredse på 2. pladsen efter en meget tæt kamp med en amerikansk båd.

Umiddelbart inden mållinjen prøvede han at lokke os til at gå foran på bb halse ved at falde af, så det så ud til, at vi klart kunne passere. Hvis vi havde prøvet, var vi uden tvivl blevet "klippet".

Start betyder næsten alt

Ved dette stævne er endnu vigtigere end normalt at få en god start, da der er 140 både på startlinjen, nemlig 130 der sejler VM og 10 der sejler i "classic fleet" (både der er bygget inden en vis dato).

Hvis man ikke kommer med fra starten er der virkelig megen "trafik", og det er svært at finde et frit spor.

Sejladserne har indtil nu vist, hvad vi har set ved tidligere stævner: Hvis det blæser, er 3-4 amerikanske både og en engelsk i en klasse for sig, mens de er sårbare når der er mindre vind.

Vi var lidt hurtige til at afskrive amerikanerne Martin/Lowry efter de lagde ud med 30-43 i de første sejladser. Siden har de scoret 1-1-4 og er igen med i kampen.

Også de regerende mestre Mike Holt/Carl Smith (Navy Seal) har lavet nogle imponerende come-backs i frisk vind.

Tirsdag er hviledag. Onsdag er der planlagt to sejladser, mens der torsdag og fredag er en. 

Samlet efter 5 sejladser:

4. Bojsen-Møller

10. Saugman/Karbo

24. Buhl/Buhl

59. Wonterghem/Wonterghem

Resultater

Bojsen-Møller brødre er stærke, selvom de ikke er de yngste i feltet. Foto: Favreau

content-loader
content-loader
content-loader