Gå til hoved-indhold
Benjamin Kristensen guider dig sikkert i havn - modsat Vestas, som her ses på rev i VOR 2014.  Arkivfoto: Brian CarlinsUdstyr
Benjamin Kristensen guider dig sikkert i havn - modsat Vestas, som her ses på rev i VOR 2014. Arkivfoto: Brian Carlins

Det bør du have ombord: Sikkert i havn

Hvordan færdes man sikrest på vandet? Benjamin Kristensen, Duelighedsklubben, kommer med gode råd.

Af Benjamin Kristensen, www.duelighed.dk |

I ny artikelserie kommer Benjamin Kristensen fra Duelighedsklubben med gode råd til sikker sejlads. Læs første del herunder.

Man kan købe sig fattig i forkromet udstyr, så herunder vil jeg udelukkende koncentrere mig om det udstyr, der kan øge sejladssikkerheden for de mindre fritidsfartøjer, som udelukkende sejler tæt ved kysten, i godt vejr og i kendte farvande.

Min liste er uprioriteret, for det er dig, skipperen, der beslutter, hvordan pengene og pladsen ombord på din båd skal disponeres. Det er også dig, der skal stå til ansvar, hvis en ulykke udvikler sig, fordi der mangler sikkerhedsudstyr ombord.

Ankergrej

Dimensionerne på anker, ankerline og -kæde samt ankerspil afhænger af bådens størrelse og omstændighederne, hvorunder der ankres, f.eks. vind, bølger eller strøm. Der findes forskellige typer af ankre, designet til bundforholdene, f.eks. sten, mudder eller sand.

----------

Bådshage(r)

Benyttes f.eks. til at fiske genstande op fra vandet og ved fortøjning til kaj eller bøje.

----------

Drivanker

Du kan købe et drivanker, der passer til din båd, til at hjælpe dig med at holde stævn eller agterstævn op i vind og bølger, hvis du skulle miste fremdriften eller få brug for at ligge underdrejet i dårligt vejr.

Alternativt kan f.eks. anvendes en madras, som slæbes efter fartøjet i fortøjningerne, for at holde stævn eller agterstævn op i vind og bølger. Slæbetovet skal være så langt, som det er praktisk muligt.

I små både, kan en stor pøs/spand slæbt i en lang line, hjælpe med at holde båden op imod vind og bølger.

----------

Fendere 

Ud over at beskytte fribordet imod skamfiling, når fartøjet er fortøjet, kan sorte kuglefendere benyttes til dagsignaler (”ankerligger” og ”ikke under kommando”). Vist sammen med et firkantet flag er kuglefenderen et nødsignal.

Fendere kan tillige benyttes som alternativ til redningskransen, og til at få en kasteline over til et andet fartøj ved at lade fenderen drive med vinden / strømmen, fastgjort til den ene ende af kastelinen.

----------

Fortøjningstrosser

Når du ikke har et slæbetov ombord, bør du tage dine fortøjningstrosser med på sejlturen, hvis du undervejs skulle få brug for tovværk til f.eks. slæb, livline, opankring eller drivanker.

----------

Proviant og vand

Skipperen har ansvaret for, at de ombordværende ikke sulter eller tørster. Ved sejlads langs kysten bør du medbringe proviant til den planlagte sejltid + mindst fem timer.  

Energibarer og energidrikke er gode at have ombord, hvis sejlturen bliver længere og mere udmattende end beregnet. Hvis en udmattet besætning også skal kæmpe imod sult og tørst, kan der hurtigt gå noget galt.

----------

Pøs / spand

Benyttes f.eks. til at lænse båden, slukke brande og holde rent ombord. Brug pøsen som toilet, frem for at læne dig ud over rælingen.

Kan i små både anvendes som drivanker, slæbende i en lang line.

----------

Påklædning

Fortæl din besætning og passagerer om 3-lags-princippet i god tid inden sejlturen. Afhængig af årstiden og vejret, skal skipperen overveje om alle skal iføre sig  f.eks. våd-, tør- eller overlevelsesdragter.

----------

Radarreflektor

En radarreflektor hjælper dig med at blive set af andre skibes radarer. Radarens signal pinges effektivt tilbage, og du fremstår tydeligt på modpartens plotter. Med en radarreflektor styrker du desuden dine muligheder for at blive fundet i en nødsituation på havet. Eftersøgningsfartøjer vil søge med radar efter dig, men hvis du har en lav kontaktflade, kan du ikke ses, og risikerer derfor ikke at blive fundet.

----------

Slæbetov

Hvis du får brug for bugsering, er der brug for et kraftigt tovværk på ca. 50 meter.

Alternativt kan du binde dine fortøjningstrosser sammen, men husk, at knuder svækker tovværket.

Følg med på minbaad.dk, når Benjamin Kristensen igen vejleder om sikkerhedsudstyr til søs...
content-loader
content-loader
content-loader