minbaad.dk
onsdag 27. juli

Jørn Sten Pedersen købte J/70'eren i Tyskland. Foto: Jørn Sten Pedersen

Privat køber J/70’er til 400.000 kr. til Brejning Bådklub

- Vi er ikke en studenterby med en masse unge mennesker. Skal vi bibeholde de yngre sejlere, må vi have ting, som gør det sjovt at være i klubben, siger gavegiver Jørn Sten Pedersen i interview.

Sejlklubber | 05-01-2016 08:12 | Af  Sara Sulkjær

Unge, der vokser ud af optimisten og derefter langsomt glider ud af sejlsportsmiljøet.

Det er den typiske tendens i en række danske klubber. Herunder også Brejning Bådklub mellem Vejle og Fredericia. Her lader man dog ikke stå til. Da den den lille klubs begrænsede økonomiske ressourcer ikke rakte, trådte ildsjæle i stedet til og bidrog i kampen for de yngre sejlere. 

J/70 til 400.000 kr.

Blandt dem er Jørn Sten Pedersen, formand for klubbens talentafdeling og Sejlsportsliga. Han tog sagen i egen hånd og købte fornylig en J/70’er med North Sails for i alt 400.00 kroner.

- Vi er ikke en studenterby med en masse unge mennesker. Skal vi bibeholde de yngre sejlere, må vi have ting, som gør det sjovt at være i klubben, fortæller han i et interview til minbaad.dk. 

Samtidig er klubben rykket op i Sejlsportsligaens 1. division, hvilket blot underbyggede tanken om et køb af den hurtige sejlkøb. 

- For et mindre beløb kan de to teams i klubben låne båden, men det løber ikke økonomisk rundt for mig på nogen måde, fortæller ejeren, der i højere grad gør det af kærlighed til klubben og for at tiltrække de unge. 

- Fødekæden er jo unge mennesker. Det er dem, der skal købe vores både, bådpladser og så videre, siger han. 

Ligasejlere gør joller klar 

Derfor er klubbens to teams fra Sejlsportsligaen, som ifølge Jørn Sten Pedersen hovedsageligt består af ældre mænd, også med, når optimistjollerne skal gøres klar til den nye sæson. 

- I sidste weekend slæbte vi 15 optimistjoller i en varm hal, hvor forældre til sejlere i ungdomsafdelingen og Sejlsportsliga-folkene skulle vedligeholde og slibe jollerne, fortæller han. 

Dét er noget, der møder stor opbakning og forståelse fra alle i klubben - også ligasejlerne. Her nyder man blot at bakke op om den nye generation

- Når man får noget, må man også givet noget igen, forklarer Jørn Sten Pedersen, som regner med at sejle VM i J/70’eren til juni i Kiel. 

Udoveer Jørn Sten Pedersen og Brejning Bådklub har Silkeborg også netop erhvervet sig en J/70’er. 

Jørn Sten Pedersen foran J/70'eren. Foto: Privatfoto

Til båden er købt sejl fra Norts Sails. Foto: Jørn Sten Pedersen

Der er desuden tilkøbt trailer. Foto: Jørn Sten Pedersen

Brejning Bådklub ligger mellem Vejle og Fredericia

Bookmark and Share