minbaad.dk
onsdag 24. august

Ole Ingemann modtog i april Dansk Sejlunions Guldnål. Foto: Privatfoto

Frivillig: Chef vil gøre Silverrudder til uofficielt VM

- Silverrudder havde sidste år deltagelse fra ni forskellige nationer, så det er oplagt at lægge det som et VM, forklarer leder Ole Ingemann i interview.

Kapsejlads | 08-01-2016 16:02 | Af  Sara Sulkjær

I serien om frivillige ildsjæle i sejlsporten er vi nu nået til verdens største inshore singlehand-sejlads. Ole Ingemann har siden dag ét stået som leder af Silverrudder, som sidste år tiltrak omkring 300 sejlere, endda med både på venteliste.  

Hvorfor startede du som frivillig i sejlsporten? 

- Det startede egentlig med, at jeg begyndte at sejle Optimist som 6-7 årig, derefter forskellige juniorbåde, hvor jeg efterfølgende købte en gammel 30 m2 spidsgatter efter min konfirmation. Som 18-årig blev jeg valgt ind i bestyrelsen i Svendborg Amatør Sejlklub. På daværende tidspunkt var der intet ungdomsarbejde i klubben, så min første opgave som frivillig var derfor at genstarte dette. På den måde blev jeg en del af sejlermiljøet.

Hvad gør du for at være en god leder? 

- Silverrudder kræver en masse frivillig ”manpower”. Jeg forsøger hele tiden at vedligeholde og udbygge mit store netværk inden for søsporten på Sydfyn, hvilket gør det meget lettere at finde lige netop de frivillige, som matcher de mange forskelligartede opgaver, der skal løses op til og under afviklingen af sejladsen. 

Jeg er egentlig selv ”ude af drift”, når klarsignalet er hejst til første sejlads - mit arbejde ligger i høj grad op til sejladsen. Får jeg opgaver under sejladsen, som skal løses, er det fordi jeg ikke har løst min opgave som stævneleder/sejladsansvarlig godt nok op til selve eventen.

Hvad har I gjort for at gøre Silverrudder attraktiv for flest mulige?

- Vi startede med 15-16 både for fem år siden og havde sidste år 330 tilmeldte, endda med nogle på venteliste. Stigningen kan skyldes, at det er en sejlads med meget, meget simple regler. Der er ingen bøjer rundt om Fyn, som man skal respektere, kun en start- og mållinje, som skal krydses. Hvordan man sejler rundt, er helt op til skipperen selv.

Derudover sejler man ikke på målerbrev. Her er altså ingen komplicerede måleregler, og man kan udstyre båden med eksempelvis spiler eller sætte bovspryd på båden, hvis det er det, man har lyst til. De enkelte løb er udelukkende sat efter bådens længde, og selvfølgelig om det er enkeltskrogs- eller flerskrogsbåde. Samtidig er der masser af liv på havnen, hvor sejlerne kan ligge gratis i ugen før og efter. 

Hvilke udfordringer ser du, at Silverrudder møder i øjeblikket?

- I den nære horisont ser jeg ikke de store udfordringer udover, at vi hele tiden skal optimere de ting, som altid kan laves bedre. Vi skal være gode til at lytte til deltagernes forventninger og ikke kun gøre, hvad vi selv synes er godt.

Som frivillig i Silverrudder behøver man ikke at være medlem af alverdens udvalg i klubben, og vi "møder os heller ikke ihjel”. Når vi samles er der en klar agenda og et mål, der skal nås. Derfor har vi på frivilligheds-fronten aldrig manglet hænder, hvilket i høj grad skyldes, at man som frivillig i Silverrudder kun ”er på” efter en detaljeret udarbejdet arbejds- og manpowerplan, som dækker hele eventen. 

Hvordan ser fremtidens Silverrudder ud? 

- Vi har en samarbejdsaftale med BådNyt og Svendborg Kommune, som også fortsætter de næste to år. Så selvom Morten Brandt (idémanden bag Silverrudder, red.) ikke længere er på bladet, fortsætter aftalen, blot med en anden besætning. Hvordan samarbejdet helt præcist bliver fremadrettet, kan jeg dog ikke sige noget om endnu.

Èn ting er dog sikkert; Svendborg Amatør Sejlklub vil fortsætte med at stå bag ved og udvikle verdens største inshore singlehand-kapsejlads, og vi arbejder efter, at Silverrudder skal blive et uofficielt VM for singlehand-sejlere. Silverrudder havde sidste år deltagelse fra ni forskellige nationer, så det er oplagt at ligge det som et VM. Det bliver dog ikke i år, men gerne inden for de næste tre.

Blå Bog
Hvem: Ole Ingemann Nielsen

Alder: 60 år

Klub: Svendborg Amatør Sejlklub

Sejlerkarriere: Optimist, juniorbåde, spidsgatter, International 806’er, Aphrodite 101, Elvstrøm 32 og sejler i dag Sagitta 35. 

Er du selv frivillig, eller kender du én, som gør et godt stykke arbejde i klubben? Så hører vi gerne fra dig. Tøv ikke med at sende mail med kort beskrivelse af arbejdet samt kontaktoplysninger til sara(at)minbaad.dk.  

Bookmark and Share