minbaad.dk
mandag 27. juni

Sejlene er sat, og familien Wilken er på vej på langfart. Foto: Malene Wilken

Malene: Sådan forberedes langturssejlads mentalt

Vi kender drejebogen til det almindelige liv og er godt i gang med at leve det. Har gode jobs, et fantastisk netværk og sunde interesser, skriver Malene Wilken i dagbog ét år inden afrejse.

Tur | 08-03-2016 09:52 | Af  Malene Wilken

Vi er nok mange, der sidder klistret til skærmen tirsdag aften. Hjemme hos mig gør vi i hvert fald. Selvom vores tur på mange måder var anderledes end den jordomsejling, Havana er ude på, er det dejligt at få genopfrisket det fantastiske ved at være på eventyr – i båd.

Jeg har fundet nogle dagbøger fra årene, inden vi tog på langfart. En tur på lidt over to år, hvor min mand og jeg sejlede fra København til Middelhavet - retur med vores børn, der var to og fem år gamle ved afrejsen.

København 2008

”Om lidt over et år stævner vi ud på vores livs eventyr. Jeg sidder og funderer over livet, som det er, og som det kommer til at blive. Det er vildt at tænke på. Vi er glade for det liv, vi lever, men kan alligevel ikke lade være med at tage af sted. Drømmende har vi gået langs utallige moler og snakket om, hvordan det ville være, hvis man kunne sejle ud ad havneindløbet og bare blive ved med at sejle. Nu bliver vi nødt til at komme ud og prøve.

Det er nogle år siden, vi besluttede os for at tage afsted. Sælge hvad vi har, købe en båd og sejle ud mod horisonten. Meget af tiden er blevet brugt på forberedelser. Drømmende har vi siddet ved vores store spisebord fuld af søkort og tykke bøger. Vi har været på sejlerskoler og har taget forskellige kurser for at være klædt på til det liv, der venter os.

Vi har meldt os ind i Foreningen Til Langturssejladsens Fremme, hvor vi har mødt en masse andre, der enten har sejlet eller, som os, drømmer om at sejle ud i den store verden. Det er vildt at tænke på, at vi en dag kommer til at være dem, der kan øse ud af erfaringerne. 

Kan vi klare det?

Nogle gange tager jeg mig selv i at tvivle på, om vi mon kan klare det. Er vi gode nok til at klare de udfordringer, der venter os? Vil vi kunne holde ud at være så tæt så længe? Kommer børnene til at kede sig? Vil vi kunne undvære familie og venner? Vi kender drejebogen til det almindelige liv og er godt i gang med at leve det. Har gode jobs, et fantastisk netværk og sunde interesser.

Hvis vi kunne, blev vi hjemme. Det kan vi bare ikke. Vi bliver nødt til at tage af sted. Vi har muligheden, har taget beslutningen om at gøre drømmen til virkelighed. Der er ingen vej tilbage. 

Vi har fortalt minimatroserne (børnene) om vores planer. De glæder sig, især til vi kommer til Disneyland. Det bliver spændende at se, hvordan de reagerer på at skifte de lange dage i institutionen ud med lange dage på vandet. Vi tror, de vil synes om det. Vi beroliger os selv med, at det bedste for børn er at være sammen med deres forældre.

Heldigvis kan de lide at sejle. De har fået det ind med modermælken og var ikke så gamle, da de første gang kom i redningsvestene. Vi er selvfølgelig bekymrede for alt muligt. Hvis de falder i vandet, håber vi på, at de mange timer i svømmehallen vil have rustet os til at lade være med at gå i panik.

Frygt og unødige bekymringer

Mødre har vist tendens til at bekymrer sig for meget!  Det er muligt, men jeg kan ikke gøre for det. Måske er det en måde at være på forkant med potentielt farlige situationer. Her, et års tid inden vi stævner ud, får mine bekymringer et nyt tema. Nu er det ikke længere frygten for at vågne og finde ud af, at nogen er faldet over bord, der fylder mest. 

Hvad nu hvis der sker noget med båden, så den skal på værft og på den måde udskyder afrejsen? Jeg minder mig selv om Erik Wedersøes betragtninger om frygt i en af de bøger, vi har læst. Frygt og angst er for energikrævende.

På et tidspunkt må man beslutte sig for at holde op med at være bange. Det tager lidt tid, men da vi (igen) er blevet enige om at tage bekymringerne, som de kommer, kan vi nøjes med at glæde os. 

Slipper for snue og snottede næser 

Et halvt år inden vi sejler, kan jeg næsten ikke vente længere. Tanken om at skulle bo på båden sammen med de mennesker, jeg elsker allermest, gør mig nærmest bims. Jeg glæder mig til at have tid til at være sammen med mine børn, der ikke engang var født, da tanken om turen blev til. Bekymringerne fylder ikke længere så meget. Vi er klar - meget klar. Ting bliver gjort for sidste gang inden turen, og selvom det kan blive vemodigt, gør det ikke så meget. 

Det bliver dejligt at skulle skære ind til benet. Finde ud af, hvad man har behov for og nøjes med at købe de ting, man virkelig mangler. På båden vil der ikke være plads til særlig mange ting i forhold til det, vi er vandt til på land. Til gengæld skal vi have så meget med, at vi kan klare enhver situation. Det bliver en spændende udfordring.

Vi glæder os til at slippe for snue og snottede næser. Det bliver dejligt at skulle være udenfor og få brugt alle musklerne i kroppen. Og tænk hvilken luksus det bliver at skifte kontorstolen ud med en rorbænk. Jeg kniber mig selv i armen og glæder mig til at mærke vinden mod mit ansigtet.

Har I skrevet testamente?

København 2009

Det er en spændende rejse at beslutte sig for at gøre drømmen om langtur til virkelighed. Undervejs bliver man stillet overfor langt flere overvejelser og beslutninger, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

De praktiske ting, der skal ordnes tager tid – lidt mere end beregnet, så det bliver godt at komme ud på vandet og holde fri. Båden har fået lak og bundmaling. Redningsbåden er monteret. Udrejsepairerne, den midlertidige folkeregisteradresse og alle forsikringerne er der styr på. Børnene er meldt ud af institutionerne. Vi tror, vi har styr på det hele. Det har vi ikke helt. En dag bliver vi spurgt, om vi har lavet testamente. Ups...

Vi ved godt, at det kan blive farligt. Vi har talt om, hvad vi vil gøre for at sikre os, at hele besætningen kommer hjem i et stykke. Vi har talt det igennem og taget stilling til, om vi turde risikere liv og lemmer. MEN vi har ikke tegnet testamente og bliver nødt til at få det fikset, inden vi forlader Danmark. Det skylder vi os selv, børnene og resten af familien.

Den sidste tid før afrejsen 

Sidste arbejdsdag er noget underligt noget. En dag, hvor man skal forholde sig til tanken om, at andre tager over, mens man selv tager væk blandet med uvisheden om, hvorvidt de er der, når man kommer tilbage. 

Der kan jo ske så meget. Vi flygter ikke fra livet på land, som vi faktisk er meget glade for. Vi skal bare lige ud og se, om sejlerdrømmen holder vand. Det er vemodigt at sige på gensyn til dem, der har været en stor del af hverdagen i mange år. 

Mens vi pakker det sidste, bliver vi klar over, hvor meget vi betyder for de mennesker, der er vigtige for os. Vi tænker ikke over det til hverdag og taler sjældent om det, men fordi vi skal undvære hinanden så længe, får vi sagt det højt. Det er dejligt at blive bekræftet af dem, man beundrer. De står der på kajen, da vi stævner ud på eventyr. "

Vi ved, at vi har inspireret andre til at gøre deres drømme til virkelighed, ved at gøre det selv. Det er stort. Malene Wilken er forfatter & foredragsholder. Hun har skrevet bøgerne "Skibet er ladet med eventyr" og "Sluserne åbner for nye eventyr". Læs mere om familiens rejse på www.aefnityr.dk

Se flere billeder fra Malene Wilken og familiens langtur herunder:

Børnene prøver at danne sig et overblik over den tur, vi skal ud på. Foto: Malene Wilken

Det er fantastisk at have så god tid til at være sammen. Foto: Malene Wilken

Det er vildt at ligge for anker i Atlanterhavet. Foto: Malene Wilken

Endelig sker det! Vi sætter det første gæsteflag og er på vej. Foto: Malene Wilken

Et udvalg af de bøger, vi hentede inspiration hos inden afrejsen. Foto: Malene Wilken

Minimatrosserne har sejlet, siden de var små. Foto: Malene Wilken

Bookmark and Share