Gå til hoved-indhold
Boatflex og bådejer, Jackie Philip, gav konfirmanderne en dejlig dag i høj sol på vandet ud for København. Foto: Zara WaliKort Nyt
Boatflex og bådejer, Jackie Philip, gav konfirmanderne en dejlig dag i høj sol på vandet ud for København. Foto: Zara Wali

Sejlere hjælper udsatte unge på vandet

Otte konfirmander fra Børnesagen var inviteret på sejltur af Jackie Philip, ejer af advokatkontor. Boatflex, medarrangør, vil skabe gode oplevelser og binde folk sammen på tværs af samfundet.

Af Sara Sulkjær |

Solbriller, høj sol og vind i håret. Otte konfirmander fik i weekenden en stor oplevelse, da bådejer og Boatflexbruger, Jackie Philip, inviterede de unge, som kommer fra hjem med få midler, på vandet.   

- De var rigtig glade. Der var endda nogle, som aldrig havde sejlet før, siger en begejstret Arvid Aagaard fra Boatflex, som var ansvarlig for at stable arrangementet på benene.

Det var dog ikke alle konfirmanderne, der så med fremmede øjne på den flotte motorbåd. ”Haha, sådan én har jeg sejlet i”, udbrød konfirmanden, Lukas, da han så båden. Et udbrud, der kom bag på Arvid Aagaard. 

- Jeg spurgte ham så, hvornår han havde prøvet det? Svaret var i et computerspil, fortæller han leende. 

Bådejer har eget advokatkontor 

Det er Børnesagens Fællesråd, som hvert år udbyder en række konfirmationsstipendier, hvorigennem de forsøger at give udsatte konfirmander en oplevelse, som er på lige fod med andres. I den forbindelse efterspørger Børnesagen virksomheder eller organisationer, der har lyst til at give gaver, hvilket kom iværksætterne bag Boatflex, det såkaldte ’havets Airbnb’, for øre. 

- Det er ofte konfirmander til enlige mødre, som måske er på dagpenge eller førtidspension, og som derfor mangler midlerne til at fejre konfirmationen. Hvorfor ikke give de unge en sejloplevelse? , spørger Arvid Aagaard, som tog kontakt til Børnesagen, der formidlede kontakten til konfirmanderne. 

På turen mødte de otte glade og smilende konfirmander hinanden og en lokal bådejer i Jackie Philip, som til dagligt står i spidsen for sit eget advokatkontor, hvilket han også fortalte de unge om undervejs. Ørerne var dog også åbne for konfirmandernes egne historier og snak om, hvordan deres hverdag udarter sig og hvilke udfordringer, de støder på. 

Vil bringe folk sammen

Dét, at bringe folk sammen på tværs af samfundet, er noget, der fra starten har lagt i Boatflex’ DNA.

- Her har du en lokal person, som møder en gruppe unge mennesker, han ellers aldrig ville have mødt før. I princippet er det også det, vi gør. Vi bringer folk sammen, som kan møde hinanden via vores platform (Boatflex, red.), forklarer Arvid Aagaard. 

Samtidig åbner projektet for, at udlejningsportalen kan vise deres syn på, hvad deleøkonomi også kan være og endvidere give en klar fornemmelse af, hvilke værdier der sættes højt i virksomheden. 

- Der ligger også en forpligtelse i forhold til samfundet, forklarer Arvid Aagaard og understreger, at Boatflex udelukkende er indgået i samarbejdet med Børnesagen for at skabe gode oplevelser for udsatte unge, og at flere af medarbejderne i virksomheden tidligere har været engageret i lignende frivillig-projekter. 

Ønsker at udbygge projektet

For Boatflex stoppede projektet dog ikke lørdag, da båden var fortøjet og konfirmanderne sendt hjem.  Her drømmer man i stedet om at udbrede projektet til flere steder i landet. 

- Faktisk kunne vi godt tænke os at aktivere endnu flere af vores brugere til at gøre det samme som Jackie Philip næste år. Sekretariatschefen i Børnesagen fortalte, at der er et stort behov for den slags oplevelser andre steder i landet, slutter Arvid Aagaard.  

Se flere billeder fra sejladsen herunder. Fotos: Zara Wali. 

content-loader
content-loader
content-loader