minbaad.dk
mandag 30. maj

Søstrene Schütt med to badebolde i masten i går onsdag. Foto: Thomas Jacobsen/Dansk Sejlunion

Schütt-søstre vinder med badebold i masten

Horsens-søstrene i 49erFX havde badebold i masten, så den ikke knækkede ved kæntring ved VM, mens Baad og Thusgaard knækker mast. Ved Nacra 17-VM er Nørregaard og Viborg på samlet 2. plads.

Kapsejlads | 11-02-2016 14:52 | Af  Troels Lykke

Kraftig blæst og store bølger ud for Clearwater har plaget de to første dage ved VM for de tre olympiske bådklasser 49er, 49erFX og Nacra 17. I de få gennemførte sejladser har danskerne til gengæld leveret toppræstationer. 

Kvindernes 49erFX-klasse fik tirsdag taget hul på VM med en enkelt gennemført sejlads i begge kvalifikationsfelter, fortæller Dansk Sejlunion.

Maiken og Anne-Julie Foght Schütt fik en perfekt start med sejr og dermed en foreløbig delt VM-førsteplads, viser resultatlisten 

Sejren var bemærkelsesværdig, fordi de to Horsens-søstre i lighed med flere andre besætninger havde valgt at montere en badebold i toppen af masten for i tilfælde af kæntring i den kraftige blæst at forhindre båden i at vende bunden i vejret og dermed hamre masten mod havbunden i det lavvandede baneområde.

Knækket mast
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fravalgte badebolde og andre mastebeskyttende foranstaltninger af hensyn til farten i båden – men kunne utvivlsomt godt have brugt én af de hjemmegjorte løsninger, da de kort før mål kæntrede og knækkede toppen af masten.

Det kostede et par pladser, men de formåede stadig at kæmpe sig i mål på en sjetteplads.

Tredje danske besætning, og den førende båd i OL-udtagelsen, med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen noterede en femteplads i deres sejlads.

De mandlige 49er-sejlere blev sendt på vandet, men returnede senere uden gennemførte sejladser. Jonas Warrer og Anders Thomsen er på en delt førsteplads oven på mandagens ene gennemførte sejlads, som de vandt.

Dansk Nacra med superserie
Modsat de to 49er-klasser så havde Nacra 17-katamaranerne fuldt program med fire afviklede sejladser. Allan Nørregaard og Anette Viborg leverede feltets bedste resultat på dagen med placeringer som 2, 6, 5 og 6, hvilket bragte dem frem på en samlet andenplads, viser resultatlisen.

Rivalerne til OL-billetten, Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck, er på 16. pladsen efter i alt fem sejladser.

Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, glæder sig over den succesfulde danske VM-indledning:

"Vi kan godt lige blæsevejr og store bølger. Det passer os fint. Desværre er der vejromslag på vej, så det torsdag skulle blive en rimelig stille dag. Måske med så lidt vind, at der ikke kan sejles," fortæller Thomas Jacobsen fra Clearwater.

Allan Nørregaard og Anette Viborg kæmper med alt hvad de har for at vinde OL-udtagelsen over Lin og CP. Og lige nu fører de stort.

Bookmark and Share



Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET