minbaad.dk
søndag 24. juli

16.000 frivillige beskytter havet - skal du være med?

Sejlere vil kæmpe for et bedre miljø til søs og har meldt sig som ”Havmiljøvogtere”. Dermed deltager de aktivt i kampen mod skrald fra bl.a. erhvervsskibe. Sara Sulkjær taler med forsvaret.

Kort Nyt | 12-02-2016 13:35 | Af  Sara Sulkjær

16.674. Så mange mennesker bærer nu titlen af ”Havmiljøvogter”. En titel, som er blandt de få uden bindende forpligtelser - og som tilmed er ganske gratis at komme i besiddelse af.

Hos Forsvaret, som står bag kampagnen ”Havmiljøvogter”, har man nemlig kastet kravene i skraldespanden for til gengæld at åbne dørene på vid gab for nye medlemmer.  

- Du skal ikke have specielle kompetencer. Vi taler blot til medlemmernes sunde fornuft og sender materiale ud til dem, som de så efterkommer. Blandt andet med oplysninger om, hvor de skal ringe hen ved olieudslip og lignende, forklarer Birgitte Vagnholm, ansvarlig for kampagnen. 

5000 tilmeldte efter første sæson

Det var en tidligere admiral hos SOK, som tilbage i 2006 fik idéen til kampagnen. Han ønskede at engagere de folk, som i forvejen befandt sig på havet i kampen mod miljøforureningen. 

- På det tidspunkt skyllede man bare tanke på havet og hældte over bord - særligt i erhvervslivet. Tanken var, at vi i samlet flok skulle kunne gøre et eller andet, fortæller Birgitte Vagnholm til minbaad.dk. 

Dén plan skulle vise sig at holde vand. Allerede efter første sæson havde 5000 tilmeldt sig som vogtere. Noget, der i høj grad kom bag på kampagnearrangørerne, som havde sine betænkeligheder.  

- Vi frygtede, at folk ville opføre sig som politibetjente. Det blev dog fuldstændig gjort til skamme. Det er jo fornuftige og loyale mennesker, siger en glad Birgitte Vagnholm. 

Smider færre ting i danske farvande 

Siden er kampagnen vokset - både i omfang og medlemmer. Således udvidede man i 2015, så kampagnen ikke blot angår olie, men også affald generelt. Det er noget, som, ifølge Birgitte Vagnholm, gør en forskel. 

- Jeg har hørt fra lodser, der har været ombord på de store tankere, at det ikke er i danske farvande, man skal smide store ting ud, fordi der er de her mennesker…, fortæller hun, med slet skjult henvisning til medlemmerne og deres ”Havmiljø-vimpler”.

Har du selv lyst til at støtte kampen mod forureningen, kan du melde dig som vogter her

Tjek kampagnens Facebook- og hjemmeside

Alle kan tilmelde sig som havmiljøvogter. Foto: Kampagnens Facebook-side

Bookmark and Share