minbaad.dk
mandag 26. juni

Limfjorden. Efterårssol. Fladt vand. Bliver det mon sådan ved på resten af turen? Foto: Bøje Larsen.

Bøje: Kan jeg krydse Kattegat i november-natten?

En mærkelig lyd fra den agterste del af motoren får Bøje Larsen til at danse piruetter – midlertidigt. Turen fra Gjøl til Hundige i LM 27 fortsætter med strejkende varmere og mørkt mørke.

Tur | 12-11-2016 17:11 | Af  Bøje Larsen

I et år har jeg haft havneplads i Gjøl i Limfjorden, efter at min båd, Bus Two, var blevet skadet og repareret. Nu måtte jeg komme hjem til min havneplads i Hundige, inden vinteren – som jo er lovet streng – kom over os. Men oktober måned gik med stærk østlig vind, uden de nødvendige 2-3-4 dage med enten svagere vind eller fra en anden retning, som en singlehanded sejler gerne vil have.

Hertil kom at min ellers meget pålidelige Wallas varmer var stået af og skulle repareres. Sejlads omkring frysepunktet uden varme er ikke morsomt. Reparation(erne) var et rædselsfuldt forløb, som jeg senere vil skrive om. 

Jeg har overvejet mange skældsord om d’herrer reparatører. Læser, glæd dig! Jeg glæder mig til at komme af med dem. Ordene og reparatørerne.

Flere kraftige slag 

På et tidspunkt fik jeg tilsyneladende aggregatet ”repareret”, og der var det ønskede hul af moderat vestlig vind. Men selvfølgelig, ved starten, strejkede varmeren og sendte hvid røg op, ikke som tegn på pavevalg eller fred, men som tegn på uforbrændt diesel, som i løbet af nogle timer ville få den til at stoppe pga. sod. 

Nu var jeg blevet så klog, mente jeg, at jeg forstod, at en blæser (der er to sådanne i en Wallas dieselvarmer) strejkede. Som en meget-meget-tidligere ejer af en Morris Minor vidste jeg tillige, at denne skulle have nogle slag på benzinpumpen, når den var gået i stå. Måske var blæseren her af samme masochistiske støbning.

Altså frem med specialværktøjet. Så fik varmeren en del kraftige slag og voila, den kørte igen korrekt: Tydeligt ingen hvid røg. 

Specialværktøj til at "reparere" Wallas varmer med.

Vent i 12 timer 

Afsted fra Gjøl – søndag 30.10. kl. ca. 10.00. Meget smukt, klart og roligt vejr. For første gang i uger vind i den lave ende af skalaen, konkret ca. 2 m/s vestfra. Østpå mod Ålborg gik det. Dejligt at sejle igen efter så meget havneliv. Et gammelt ord siger: ”Harbours rot ships and men” – Man bliver slasket af at ligge i havn, tør til sidst ikke tage afsted. Men nu var det sket. Og herligt igen at føle skuden sejle.

Jeg nåede lige Ålborgs jernbanebros oplukningstid kl. 12.00. Men ingen reaktion fra dem. Opkald. Jamen, de var lukket indtil kl. 24.00 på grund af skade en uges tid før, der nu var blevet repareret. Altså ankrede jeg.

Der er to broer i Ålborg, Limfjordsbroen og jernbanebroen. Jeg havde set på Limfjordsbroens hjemmeside før afgang. Ingen bemærkninger om lukning, som jeg lagde mærke til. Nu viser det sig, at de to broer er to forskellige systemer. Limfjordsbroen har ét telefonnummer og svarer kun på kanal 16 opkald på dette navn. Jernbanebroen et andet telefonnummer og svarer kun på deres navn. 

Ikke uvenlige brofolk

De må have mange ledige brofolk i Ålborg, siden de har råd til at have to systemer kørende inden for få hundrede meter. Eller er det noget med, at det ene regeres af DSB, det anden af nogle andre, and never the twain shall meet? 

Dér, for anker i middagstimen, fandt jeg ud af denne dobbelthed. Men det er ikke uvenlige folk, for jernbanebroens folk, dvs. den nye vagt, der var kommet til kl. 12, sagde, at han da godt ville lukke op for mig. Tak for det. Det var den forrige vagt, der havde sagt: Du må vente til kl. 24.00. 

Men nu var jeg blevet realistisk nok til at ringe til Limfjordsbroen. Ville de så også lukke op, eller skulle jeg tilbringe en ukendt del af mit liv i de få hundrede meter mellem broerne? Jo, det ville han da godt. Så op med ankeret (der altid synes at holde bedst, når man skal have det op, Murphys lov for ankre). Så jeg kom igennem kl. 13.00.

Mærkelig lyd fra motoren

Nu var vinden helt forsvundet. Absolut fladt vand. Det første stykke af fjorden efter Ålborg er industri-grimt, men så kommer meget smukke stykker. 

Men var der ikke en mærkelig lyd fra motoren? Jeg slog det væk. Men går farten ikke ned? Så begyndte jeg at linde på låget til motoren, jo, der var en hård lyd. Hvad fanden nu? Den kom fra den agterste del af motoren. Efter mine Wallas-erfaringer var jeg på vagt. 

Der er jo ikke meget, man kan gøre. Men pludselig gik der en mulighed op for mig. I det flade og helt stille vand havde der samlet sig øer af tang – der er meget tang i Limfjorden. Måske var det gået i skruen, uden at jeg med vilje havde sejlet gennem de største tangøer, men helt undgå dem kan man ikke. Men hvordan får man det af? 

Dansede i Limfjorden

Jeg er ked af at rose mig selv så meget (hm, tal nu sandt, unge mand!), men jeg fik den idé at gå i tomgang og håbe, at det forsvandt. Jo, måske. Men hvad med tomgang og så baglæns og hele vejen rundt? 

Hvis nogle har set mig på AIS eller IRL (in real life, ikke et nyt gadget), vil de tro, at jeg er tosset. Det er jeg heldigvis osse lidt, men jeg tror, det hjalp. Så den eftermiddag dansede jeg mange piruetter i Limfjorden. 

Mod aften kom jeg til Hals. Her havde jeg udset mig en ankerplads, lidt øst for Hals, altså allerede ude i Kattegat, men beskyttet af et par små holme. Niels fra Mathis Værft havde givet mig det tip – og jeg har hans ”hemmelige” og private tip om anker- og havnepladser i hele Limfjorden, som jeg vil frigive i takt med, at jeg kan sælge dem.

Der var fredeligt. En god nat. Varmeren virkede stadig og humøret dermed.

Makaber start

31.10.16  - tidligt op. Som lovet meget moderat vind stadig hovedsageligt fra vest. Morgenmad og afsted. Lidt makabert, for lige uden for til højre for renden væk fra Hals kunne jeg nu se først en sunket fiskerbåd (jeg var ankret på måske 2,5 m vand, han lå måske hundrede meter væk på måske 1 m vand). Han var nævnt i søkortet. 

Til venstre en større sejlbåd med en høj mast (= to sæt sallingshorn), vist på nærmest 0,5 m vand. God fornøjelse. Men det var ikke svært at sejle dér. Renden er godt markeret. Søkortet tilsyneladende korrekt – så måske brugte de sekstantnavigation à la Kløvedal eller troede de kendte området eller sov eller drak for meget.

Kursen blev sat syd om Anholt og det mægtige felt af vindmøller, der ligger der. Dette hjørne nåede jeg frem til mod kl. 17.00. Det var blevet mørkt. Vinden var taget til, men så meget læns, at jeg rullede genuaen ind, da den ikke kunne få luft, men fuldt storsejl. Jeg så ingen sejlbåde på min vej. 

Varmeren gav op

Mørket blev meget mørkt. Absolut imponerende sort. Jeg prøvede at tage et billede, men kun nogle få rødlige lysglimt af lamperne på instrumenterne var synlige. Over instrumenterne ses Kattegat!:

Det var derfor et velvalgt tidspunkt for varmeren igen at give op. Jeg kendte snøblen og kunne mærke det gradvise tab af varme, som tilsodningen forårsagede (når nævnte pumpe er stået af). Det var koldt udenfor, 0 grader? Under en ret skyfri himmel. 

Men i min beskyttede bolig tåleligt. I et åbent cockpit havde det ikke været rart. Og jeg nød tanken om, at jeg havde en back up, nemlig en gammeldags petroleumsovn.

Holdt i ti minutter 

Men også den er intelligent, så selvom den havde virket før, så forstod den nok, at hvis den skulle gøre sig gældende, så skulle det være nu. Dens mulige stjernestund var kommet, hvor jeg afhang af den og kun den. Den var måske også inspireret af sin fast installerede brors ”succes”. Den kunne nok tændes, men holdt kun nogle 10 minutter, så slukkede den – også i sod.  

Det gav nogle gode muligheder for mig at ligge på knæ på dørken foran den (nød den det?) for at forstå, hvad der skete og tænde den igen og igen, mens den lagde sine sodspor på dørken og - indtil jeg fik den tæmmet - rutschede rundt. 

Efter 3-4 forsøg opgav jeg. Næste dag så jeg sodsporene og blev mindet om, hvilket ”herligt” kraftigt farvestof sod er. En lille klump, der trædes på, giver fremragende spredning.

Knald på i Øresund

Det gik stadig derud af, tiltagende vind og stadig fra den rigtige retning. Nu måtte tæpperne frem, og jeg sad dér som en anden stenaldermand dækket af tæpper. Fortsat mørk, mørk nat, men ret meget trafik, dog ingen sejlbåde at se på AIS. 

Endelig klokken 4.15 morgen passerede jeg Kronborg – med vind og strøm med. Nu handlede det om at komme hjem til Hundige og håbe på elvarmeren og strøm i stikkene. Og der var knald på ned gennem Øresund med tiltagende vind og god strøm. 

MarineTraffic viste senere, at jeg på stykket havde sejlet 5,4 knob i gennemsnit og 6,2 maksimum. Ikke helt foilende fart, men meget god LM27 fart. (Jeg har kigget i DBA om nogle sælger foils til en LM27, men ej set nogle).

Behøvede ikke sovepiller 

Kl. 8 ca. passerede jeg Dragør. Nu var der kun ”Kap Horn” tilbage. Sådan kalder jeg turen omkring Amagers sydspids, som jeg kun husker som irriterende. Vinden synes på forunderlig vis altid imod, og bølger og vindstyrken synligt højere end på andre steder i nærheden. Denne dag var den vel 12 m/sek. Så skal man også uden om store bundgarnsområder.

Kl. ca. 12.30 var jeg i Hundige havn, som ligger i en kedelig del af Køge Bugt, men havnen i sig selv er smuk med sine havneøer og mange træer. Jeg har plads helt, helt inderst inde. Dejligt. Og der var strøm i stikket. Jeg behøvede ingen sovepiller.

Sidste mand (næsten) i Gjøl lukker og slukker.

Fremme i lyset i Hundige havn. Inderst inde. "Kap Horn" er overvundet. Fladt vand igen. Det hvide på broen er rimfrost. 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET