minbaad.dk
onsdag 26. juli

Syv klasser inviteres til fælles DM i Nyborg. Fx Scan-Kap 99eren som ses her med Henrik Ilsvard i Sort Sol. Foto: Troels Lykke

Super DM til Nyborg – måske største kølbådsmesterskab hidtil

Faldende deltagerantal til klassebådenes DM har fået Nyborg Sejlforening til planlægningsbordet. Klubben arrangerer nu ADP Super DM i dagene 17.-20. august 2017.

Kapsejlads | 13-12-2016 16:04 | Af  Sara Sulkjær

ADP Super DM i Nyborg 17.- 20. august 2017 kommer sandsynligvis til at slå rekorder: 

- Det bliver måske det største kombinerede Dansk Idrætsforbunds og Dansk Sejlunions Danmarks- og Klassemesterskab for kølbåde, som nogensinde er afviklet i Danmark, fortæller formand for Nyborg Sejlforening, Jens Haugaard, i en pressemeddelelse. 

Et rekord-DM, som vil være åbent for Ylva, BB10, Molich X, Luffe 37, Scan-kap 99, X-99 og X-332. Samtidig afvikles det årlige træf i Luffe-klubben. 

Kan hjælpe økonomien 

Nyborg Marina er i disse år i gang med investeringer og nytænkning for op mod 90 millioner kroner. Herunder en helt ny servicekaj med 30 tons bådekran, ny mastekran og flere nyrenoverede bådebroer, som er med til at give fine omgivelser til afvikling af stævnet.

Det var oprindelig faldende deltagerantal til klassebådenes DM, som førte til idéen om at samle flere bådtyper til ét, fælles stævne.

Den arrangerende klub kunne derved få økonomien til at hænge sammen, og der kunne arrangeres flere aktiviteter på land for de medfølgende familier. 

Tidspunktet sidst i august er samtidig valgt med omhu. Dels for at få de mange frivillige til at stille op og dels, så det ikke kolliderer med deltagernes ferieplaner. 

Skal lokke klassesejlere

Deltagerantallet i Ylva, BB10 og Scan-kap 99 klasserne til Super DM 2016 viser, at man er på rette vej. Dog mangler flere X-99 og Luffe sejlere at støve sejlerskoene af og komme ud på vandet. 

Tidligere kunne X-99, Molich X og Luffe 37 mønstre et stort deltagerantal, og klasseorganisationerne arbejder på at genfinde melodien. 

- Nyborg Sejlforening håber på, at konceptet med et fælles DM-stævne medvirker til dette, fortæller Jens Haugaard.

På vandet sejler nogle klasser udelukkende op-ned baner, andre sejler distancesejlads og én dag med op-ned baner. Alt sammen tilrettelagt i samarbejde med respektive klasseorganisationer. 

På land er der lagt op til en festlig weekend med bl.a. foredrag lørdag med jordomsejler og eventyrer Christian Liebergreen. Landaktiviteterne arrangeres i samarbejde med den lokale turistorganisation VisitNyborg og Nyborg Kommune. 

Sejlerstævne passer fint 

Stævnenavnet ADP Super DM refererer til hovedsponsoren ADP A/S, og støtten herfra er bl.a. med til at sikre, at sejlerne kan mødes efter sejladserne i et stort telt på havnen.

Øget lokal synlighed indgår som en del af ADPs overordnede strategi, og eventen passer ind i ADP sponsorstrategi, der har til formål at støtte havnerelaterede kultur- og sportevents i de byer, som ADP-havnene ligger i.

 - Vi har en fælles interesse i sammen med vores havnebyer, der ud over Nyborg tæller Fredericia og Middelfart, at skabe udvikling og tiltrække virksomheder og arbejdskraft, og her er sport et vigtigt element til at synliggøre byens og erhvervslivets muligheder, siger Nils Skeby, CEO for ADP A/S, og fortsætter:

- Vi arbejder målrettet på, at vores sponsorstrategi og dermed selve sponsoraterne indeholder aktiviteter, der har en tilknytning til ADPs kerneforretning, og her passer et sejlerstævne fint. Vi håber, at byen vil tage godt imod stævnet og de besøgende, slutter han.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET