minbaad.dk
tirsdag 28. juni

Alle billetter blev booket til sidste års Aarhus 2Star Race. Foto: Troels Lykke

Aarhus 2Star Race: 50 af 90 pladser booket på én uge

Nye tiltag har medført større interesse, mener arrangørerne. Bl.a. er det nu muligt at få tilmeldingsgebyr tilbage indtil to uger før sejladsen.

Kapsejlads | 15-02-2016 10:10 | Af  Sara Sulkjær

2Star kapsejladser er blevet populære blandt sejlere - i hvert fald hvis man retter blikket mod Aarhus 2Star Race. 

Her har tilmeldingen nu været åben i en uges tid. På de få dage er 50 af de i alt 90 pladser allerede booket og det på trods af, at stævnet først sejles 11. og 12. juni. 

Kan melde fra igen

Den store interesse for stævnet kan der dog, ifølge arrangørerne, være en klar årsag til:

- Bliver man nødt til at trække sig, vil det i år være muligt at få sit deltagergebyr refunderet indtil to uger før løbet, skriver Kenneth Meier-Andersen fra Aarhus Sejlklub således i pressemeddelelse.

Derudover vil der blive oprettet en venteliste, hvis du ikke er hurtig nok ved tilmeldingstasterne. Skulle der være både, som trækker sig, har man altså stadig muligheden for deltagelse. 

Den store interesse har samtidig medført, at Aarhus Sejlklub har oprettet en Facebookside for stævnet. Her vil deltagerne over de næste måneder løbende kunne holde sig opdateret med nyheder og planlægning.

DK’s ældste aktive kapsejladstrofæ

Aarhus 2Star Race kører i øvrigt efter samme koncept som de foregående år, som også har kunnet melde udsolgt. 

Fredag aften er der hygge på programmet i Aarhus Sejklub, mens deltagerne skal tidligt ud af sengen lørdag til afgang fra Aarhus. Om aftenen vil der være festmiddag på restaurant Dokken i Ballen. 

Søndag morgen går starten fra Ballen Havn med måltagning i Aarhus Havn. Her vil der sidst på eftermiddag være medaljeoverrækkelse. Af speciel interesse er vandrepokalen, som er Danmarks ældste aktive kapsejladstrofæ og oprindelig "Damernes Ærespræmie" ved Landsudstillingen i Aarhus i 1886.

Du kan tilmelde dig sejladsen her.  

Bookmark and Share