minbaad.dk
fredag 23. juni

Gjøl i Limfjorden, 20 km vest for Aalborg, I tusmørket, hvor skumle sejlere bevæger sig. Foto, dette og følgende: Bøje Larsen

Bøje: Tyske sejlere slipper ikke let i Gjøl

Flemming styrer Gjøl havn med hård hånd. Også da tyske sejlere lister ud af havnen uden at betale. Havnefogeden forfølger forbryderne i bil, blogger Bøje Larsen.

Havne | 15-10-2016 11:41 | Af  Bøje Larsen, Limfjorden

I dette år har jeg haft min båd i Gjøl havn. I juli, august og noget af september var jeg væk, men så kom jeg tilbage hertil for at nyde det vestjyske efterår og bo i båden.

Vejret var i begyndelsen præget af højtryk og solskin, men nu har vi det rigtige efterårsvejr, gråt, regnvejr. Det eneste instrument, jeg ser på, er indendørs termometeret. Vinden er mere eller mindre fra øst, til tider ret kraftig. Desværre, for min plan var at sejle til Sjælland, men det er altså ikke lige nu.

Damerne bliver væk fra vinterbadning 

Jeg har lige købt et postkort i Brugsen. Det gengiver byens slogan ”Gjøl – en by med liv”. Det mener de vist gælder i modsætning til andre småbyer på egnen. Kortet har også et lille digt, der ender med linjerne: ”Oh Limfjord, vi elsker din friske vind// Som kærligt kysser på vores kind”. 

På ordet ”Oh” kan man forstå, at det er et digt og ikke en vejrudsigt. De forskellige billeder viser glimt fra havnen, bl.a. en sejlbåd foran Gjøl Kro (tv) og en barmfager blondine øverst tv. Jeg har kun været på kroen en enkelt gang. De barmfagre blondiner har jeg ikke set noget til, måske har de været dækket af mere eller mindre efterårstøj. 

Dér hvor jeg ligger, findes ”vinterbadeanstalten”, en lille badebro lukket for indsyn. Her kommer regelmæssigt et par kvinder til en tidlig vinterbadning. Jeg har dog ikke set dem de sidste dage. For koldt, damer? Eller har jeg sovet for længe? Lige i dag, hvor jeg lægger denne blog på minbaad.dk, ser jeg dem igen. Respekt!

Tyskere forsøgte at undslippe havnepenge

Om det vilde liv i byen kan jeg nævne, at der en fin og velforsygnet brugs, der har åbent alle dage. Og en fremragende bådudstyrsforretning med mekaniker mm. Arne, som ser ud til at kunne klare næsten alle reparationer til en rimelig pris. 

Jeg har brugt tiden på at få lavet forskellige reparationer og forbedringer (min Wallas-varmer var sodet til, nyt forfilter til motoren, dårlig forbindelse i kontrolledninger til motoren, installation med egen hånd af Navtex-modtager, mere herom en anden gang).

Havnen styres med hård hånd af Flemming, ”havneopsynet”, som hans officielle titel er. Han sørger for, at der er pinligt rent overalt, at græsset er slået og kanterne skåret lige af. Han patruljerer havnen og anviser, hvor man må parkere, så man ikke parkerer på hans græs etc. 

Og han fortæller, hvor og hos hvem man kan få hjælp. Jeg har en følelse af, at man ikke skal lægge sig ud med ham. En dag så jeg ham springe på sin cykel og cykle ud til enden af en af broerne med fuld gas, råbende stop, stop. Det var en tysk båd, der søgte at snige sig fra havnebetalingen. 

Tyskeren smuttede, men så let slipper man ikke her. Flemming så, at forbryderen sejlede mod øst, og tog sin bil og kørte til Ålborg og ventede i havnen. Sørme, om tyskeren ikke kom sejlende her og ville ind og have diesel hos Mathies værft. Men der var ikke noget af få, det havde Flemming sikret sig. Ud med dig, var beskeden – han måtte dog først betale.

De nye må undvære ’færgelejer’

Der er ca. 150 bådpladser i havnen. De fleste pladser er ”færgelejer”, dvs. med små flydebroer på hver side af båden. Bådene er forskellige, ikke så få LM-både (de bor åbenbart i Jylland) og mindre motorbåde, men også nogle kække sejlbåde. 

Der er pladser at få, var i hvert fald sidste år. Jeg betalte godt 4.300 kr. for et år. Ikke noget indskud eller andel. Havnen lukker dog om vinteren, dvs. intet vand eller el (undtagen hvis man vil betale en måler selv) og lukket for toiletterne. 

Jeg ligger på en bro eller rettere mole uden ”færgelejer”, det er nok dér nye sættes af. På begge sider af mig ligger hurtige motorbåde (se billedet nedenfor). Båden til højre for mig (set fra broen/molen) er en hidsig ræser med modelnavnet ”35 Outlaw” (de er ikke alle ludfattige her i det såkaldte Udkantsdanmark). 

Båd lig med betaling

Jeg hørte ejeren sige, at den kan sejle 62 knob, men han korrigerede mig og sagde, at det var 67 knob. Så er der jo ikke langt til Sjælland, selvom det vil blive en våd oplevelse. Alle folk, der slår et slag på ydermolen, hvor vi ligger, glor på denne båd. En LM27 vækker jo ingen særlig opmærksomhed. 

Hvad de tænker, ved jeg ikke – vil de gerne have sådan en også, drengedrømmen? – enkelte af de gode jyder siger dog noget i retning af ”vanvittigt”, ”det er ikke en rigtig båd” og peger på nabobåden til højre, en deplacementsmotorbåd – ”det er en rigtig båd”. 

Ja selv min LM’er får anerkendende ord i sammenligning. Jeg har ikke set ejeren være ude at sejle i den tid, jeg har været hér (men det har jeg jo heller ikke). Men han har været her med en motorekspert og se på motoren. Har man en båd, kan man ikke være sikker på at sejle, men på at betale.

Manden solgte båden på solmadras

Til venstre for mig ligger en anden hurtig motorbåd, dog knapt så vild, af navn/type ”Monticello”, dieseldrevet. For nogle lørdage siden var den venlige ejer, nede og pudse på båden, som nye ejere gør. Der var fint solskin. Næste dag, sagde han, skulle han ud med båden sammen med sin hustru. 

Han fortalte bl.a., at hans hustru ikke gerne sejlede i mere end 5 m/s vind. Så det var jo ikke rart, da det viste sig, at det styrtregnede og blæste, da de begge ankom søndag. Den smukke hustru så heller ikke overlykkelig ud. 

Hun skulle hale forfortøjningerne hjem og gik derfor ud på fordækket – som er ret ubeskyttet, der er søræling, men den virker lav, fordi dækket hvælver opad. Hun gik på og over den nu våde solmadras, som var velcro-klæbet til fordækket: ”Han solgte mig båden på denne solmadras; så kunne jeg ligge her og tage solbad”, sagde hun, mens regnen faldt i stride strømme. Sejlads er ofte et relativt urealistisk drømmeforetagende.

De kom kort efter tilbage – de ville mod Ålborg, dvs. imod vinden. Efter et par forsøg og kraftige kys til fortøjningspælene – båden var tilsyneladende meget følsom på gassen – fik de bakket ind på bådpladsen. 

Hun stod på fordækket for at tage fortøjningerne. De lå på en krog på pælen højt oppe (i østlig vind er der betydeligt lavvande i Limfjorden, jeg ved det på den hårde måde), så det lykkedes ikke, hverken til højre eller venstre. Men de kom dog ind, og ”så ordnede manden det”. 

Konen med uovervejet bemærkning

Jeg holdt mig nede i min båd; det ville ikke være pænt at stå og glo. Senere, da de stod på kajen, tænkte jeg, at jeg ville sige nogle pæne ord (jeg har selv lavet samtlige fejl, man kender, og selv opfundet nogle). Det var jo også endt godt, og de havde faktisk ikke skændtes eller råbt ad hinanden. 

Jeg sagde vist noget i retning af, at man i sådanne situationer føler sig som en idiot – og måske også ser den anden som noget i den retning. Ja, sagde hun, vist lidt uovervejet: ”Og hvis man så allerede ser ham som halvt idiot, inden det starter!”

På den måde kan sejlsport være en farlig sport. Ikke blot for fortøjningspæle, både og egoer, men også for ægteskaber. Jeg ønsker dem det bedste.

Jeg kan kun anbefale Gjøl havn. Der er måske pladser at få. Der er relativt meget liv i Gjøl.

Lov og orden og lige græsplæner i Gjøl:

       

       

Farvel og tak, Gjøl!

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET