minbaad.dk
søndag 31. juli

Watergames afholder op til 150 speedbådskurser om året, fortæller Martin Clemmensen. Foto: Watergames

Søfartsstyrelsen skærper krav til Speedbådskørekortet

Skrappere og mere ensartede krav til censorerne samt længere eksamination træder snart i kraft. - Det vil forhåbentligt skabe mere seriøsitet blandt kursisterne, håber Martin Clemmensen fra Watergames.

Kort Nyt | 20-02-2016 12:57 | Af  Sara Sulkjær

Søfartsstyrelsen er nu på vej med skærpede krav til det til tider meget omdiskuterede Speedbådskørekort. Krav, som sandsynligvis vil træde i kraft pr. 1. april 2016.

Ensartet eksamination 

Dét er noget, der vækker opbakning fra Danmarks største sejlerskole, Watergames

- Nogle vil synes, det er for meget, andre for lidt. Jeg synes, Søfartsstyrelsen har fundet et godt niveau, fortæller Martin Clemmensen fra Watergames, som forud for skærpelsen har været til møde med et par andre sejlerskoler hos Søfartsstyrelsen, hvor planerne er blevet fremlagt. 

Her var fokus særligt rettet mod måden, hvorpå censorerne skal afholde prøverne. Noget, der hidtil har varieret fra censor til censor. Fra 1. april vil censorerne således blive underlagt skrappere og mere ensartede krav, og samtidig vil den enkelte kursist opleve en længere eksamination. 

- Hvis ikke man har sat sig godt nok ind i stoffet, inden man møder op, kan man selvfølgelig risikere ikke at bestå. Ved at censorerne bruger mere tid på den enkelte elev, bliver det også nemmere at fange, hvis nogle stykker ikke skulle have helt styr på stoffet, forklarer Martin Clemmensen til minbaad.dk.

Bliver dyrere at få kortet 

Hos Watergames betyder de skærpede krav, at kursisterne fremover kommer til at grave lidt dybere i pengepungen, når et kursus skal bestilles. Prisen for et endagskursus lyder nemlig efter 1. april på 1.499 kroner plus et prøvegebyr på 400 kroner. Før har det blot kostet 999,00 kroner. 

Dette skyldes, at der fremover vil være færre kursister på holdene, som til gengæld vil opleve flere timer på vandet og en, som tidligere beskrevet, længere eksamination. Ellers kommer kursisterne ikke til at mærke den store forskel:

- Vi har brugt og fulgt Søfartsstyrelsens anbefalinger indtil nu og skal derfor ikke lave de store ændringer, forklarer Martin Clemmensen. 

Målet er dygtige sejlere

Han ser derimod fordelene i, at kursisterne nu i højere grad bliver spurgt ind til det stof, de i forvejen lærer gennem kurset, men hidtil ikke har draget nytte af i forbindelse med prøverne. 

- Det vil forhåbentligt skabe mere seriøsitet blandt kursisterne. Målet er jo at skabe dygtige sejlere, lyder forklaringen. 

Bookmark and Share