minbaad.dk
søndag 28. august

M32 er også blevet sejlet på Bermuda, hvor AC sejles i 2017. Foto: Brian Carlin

Matchrace i dobbelt hastighed - Sehested i Australien

Der skrives historie, når World Match Racing Tour starter 2. marts i Fremantle, Australien. Nicolai Sehested og TREFOR Match Racing hold, nu med Rasmus Køstner er klar.

Kapsejlads | 25-02-2016 10:50 | Af  Troels Lykke

For første gang nogensinde sejles Tour’en i one design M32 katamaraner, som tilfører helt nye dimensioner til matchrace.

De sidste 16 år er World Tour’en blevet afviklet i forskellige kølbåde. Den tid er nu ovre. Skipper hos TREFOR Match Racing, Nicolai Sehested, har sejlet match race i mange år og er nu klar til den nye udfordring.

”Selvom vi har mange års erfaring med match racing bliver det noget helt nyt, når vi i år skal sejle i M32’erne. Alene det, at vi kommer til at sejle over dobbelt så hurtigt som hidtil gør, at ’gamet’ bliver et helt andet. Vi skal træffe beslutninger på et splitsekund og vi bliver langt mere presset på fysikken end hidtil,” fortæller  Nicolai Sehested fra Kolding Sejlklub.

Han er allerede ankommet til Australien for at træne op til World Tour stævnet.

Sehested har dog et yderst kompetent hold med i Australien. På taktikkerpladsen har han tidligere holdkammerat fra SAP Extreme Sailing Team, Rasmus Køstner.

Pete Cumming, som også har sejlet hos SAP holdet, er med som trimmer og australske Luke Payne er holdets fordækker i Australien. Alle sejlere, som Nicolai kender godt og som har mange års match race- og katamaranerfaring.

Erfaringen skal kombineres
Nicolai Sehested har også mange års erfaring med match racing. Før han sluttede sig til Team Vestas Winds Volvo Ocean Race kampagne, lå han nummer fem på matchrace verdensranglisten.

Denne erfaring skal dog nu kombineres med hans viden om katamaransejlads, som han blandt andet har tilegnet sig som gast hos SAP Extreme Sailing Team.

”At sejle match race i katamaraner bliver et nyt skridt for alle. Stort set ingen på Tour’en har erfaring med denne kombination. Derfor bliver det ekstremt spændende at se, hvordan holdene håndtere de nye udfordringer. Jeg tror på, at TREFOR Match Racing er godt rustet til udfordringen. Vi har flere års erfaringer med match race og katamaransejlads. Men denne erfaring skal nu kombineres og det bliver en stor udfordring,” fortæller Sehested.

Naturlig udvikling af World Tour’en
Skridtet fra kølbåde til M32 katamaranerne er en naturlig udvikling for World Tour’en, mener Sehested. Katamaranerne fylder mere og mere i både America’s Cup, OL og andre professionelle serier som Extreme Sailing Series og M32 Series.

”Der er ingen tvivl om, at katamaraner kommer til at fylde mere og mere inden for professionel sejlsport. Derfor mener jeg, det var den rigtige beslutning, at World Match Racing Tour’en nu også sejles i katamaraner. Sportsligt bliver det hårdere og mere spændende. Derudover tiltrækker det flere tilskuere og sponsorer, da det bliver muligt at sejle tættere på land og give helt unikke oplevelser for kunder og samarbejdspartnere. Og så kan World Tour’en igen blive det springbræt til America’s Cup, som den tidligere har været,” fortæller Nicolai Sehested.

Første stop på World Match Racing Tour’en er Fremantle, Australien, hvor der sejles fra den 2. til den 7. marts. Efter et stop i Californien i USA kommer Tour’en til København den 9.-14. maj.

Nicolai Sehested styrede Vestas, og vi har lovet sure læsere fra Kolding-området ikke at skrive at det var ham, der styrede Vestas på grund i 2014:-) Foto: Brian Carlin

M32 foiler ikke, men kedelig, det er den svenske Marstrøm-konstruktion ikke. Foto: Brian Carlin

Om TREFOR Match Racing
TREFOR Match Racing er blandt Danmarks bedste match race hold. Holdet har eksisteret siden 2007 og stiller op for Kolding Sejlklub. TREFOR Match Racings bedste placering på verdensranglisten var i august 2014, hvor holdet lå nummer 5.

Holdet består af skipper Nicolai Sehested, taktiker Rasmus Køstner, trimmer Pete Cumming og fordækker Luke Payne. TREFOR A/S har siden 2010 været hovedsponsor for match race holdet.

Læs mere på www.treformatchracing.com

Bookmark and Share