Rindom sejlet ned inden World Cup - må låne båd
Franskmand sejler ind i Anne-Marie Rindoms Laser Radial under træning inden World Cup i Hyeres. Læs optakt til stævnet, som starter i dag.
Det næstsidste World Cup-stævne inden sommerens OL i Rio skydes i gang i franske Hyéres i dag. For den nykårede VM-bronzevinder, Anne-Marie Rindom, blev det dog en noget uventet optakt til stævnet, da en fransk sejler i går sejlede ind i bagenden af hendes båd.
Det resulterede i, at sejleren måtte på brugtbådsmarkedet for at låne en båd til stævnet.
- Jeg håber, jeg kan låne min træningsmakkers båd (Sarah Gunni, red.), da hun ikke kommer til det her stævne, skriver Anne-Marie Rindom til minbaad.dk.
Krav om top-10 i 49er
Til stævnet får Rindom selskab af flere danske OL-sejlere, herunder Jena og Katja i 49erFX samt Jonas Warrer og gasten Christian Peter Lübeck. Sidstnævnte besætning har endnu ikke OL-billetten i hus, hvor kravet er en placering i top-10.
Selv er Rindom sikret en plads til Rio og ser derfor stævnet som oplagt træning frem mod sommerens højdepunkt.
- Mine forventninger til stævnet er at lære så meget så muligt, for der er ikke lang tid til OL, skriver Anne-Marie Rindom på sin Facebookside.
Til World Cup'en er de ti olympiske discipliner samt to parolympiske klasser repræsenteret. Stævnet sejles fra onsdag 27. juni til søndag 1. maj, hvor der afsluttes med medal race. Læs mere her.
De danske deltagere:
49er: Jonas Warrer og Christian Peter Lübeck
49erFX: Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen
Finnjolle: Jonas Høgh-Christensen
Laser Radial: Anne-Marie Rindom
Laser: Michael Hansen
Nacra 17: Allan Nørregaard og Anette Viborg
RS:X Men: Sebastian Fleischer
RS:X Women: Lærke Buhl-Hansen
Se hele deltagerlisten her.