minbaad.dk
torsdag 19. januar

Troels Kløvedal er en af de mest elskede og læste sejlforfattere. Men hvad står han egentlig for? Hvad er hans verden? Foto: TV2

Bøje: Kløvedal udfordrer normerne

Sejlere skiller sig ikke ud - hvide både, ens striber og den samme blå presenningfarve ses overalt. Men ikke hos Troels Kløvedal, blogger Bøje Larsen.

Tur | 29-10-2016 13:04 | Af  Bøje Larsen

For nylig kunne man læse, at sejleren og forfatteren Troels Kløvedal er alvorligt syg, se her. Det gør ondt at høre. Vi er mange, der har købt, læst og nydt hans bøger om turene verden rundt med båden Nordkaperen. Mere end 15 bøger er det blevet til. 

Drømmer sig væk

Kløvedal har været de sidste mange års mest kendte og elskede sejlforfatter. Sådan som før ham, her i Skandinavien, den finlands-svenske forfatter Göran Schildt og den danske Hakon Mielche, begge meget produktive.

Der er mange, der har drømt sig væk fra gråt regnvejr – og måske liv - via Kløvedals bøger. Han tilfredsstillede vores udlængsel. Men også, som de to andre nævnte forfattere, inspirerede til at lære fremmede folkeslag at kende på en positiv måde.

For én som mig, der kun er 2-3 dage ældre end Kløvedal, er det en sørgelig meddelelse om, at vi er dødelige. Når det så også nærmest samtidig meddeles, at sangeren Trille, et andet ikon fra ’70’erne, er død, sættes trumf på.

Selvom jeg ikke dengang var venstreorienteret eller boede i kollektiv, så har tiden alligevel – selv om man dårligt vidste det – farvet éns tanker, så man alligevel på en måde er et barn af den tid. Nogle af læserne har sikkert også den følelse.

Ingen udfordrer normen med blå kalecher

Troels Kløvedal tog sit efternavn, da han var medlem af kollektivet ”Maos Lyst”. Serien om Kollektivet ”Kærlighed og kaos i kollektivet” fra DR viser bl.a. glimt herfra. Også Thomas Vinterbergs film ”Kollektivet” fortæller om disse tidstypiske boformer, som tydeligvis har farvet Kløvedal.

Heri ligger ikke, at han er kommunist, men snarere en venstreorienteret humanist, der ønsker en blødere, mere retfærdig og sjovere verden.

Det sidste kommer f.eks. til udtryk i hans farver. Hans båd er smukt bemalet. Hvem gør og tør det i dag? Bådene er i dag næsten udelukkede hvide. Med de samme striber de samme steder. Den samme blå presenningfarve (som også jeg har).

Hans skjorter er næsten altid blomstrede fra Sydhavet – se indledningsbilledet. Jeg har set et billede, hvor han i en sådan farverig skjorte sad over for en dansker i det i dag normerede sorte eller mørkeblå tøj. Jeg kan desværre ikke finde det, men hvilken herlig forskel.

Stor fan af sekstanten

Meddelelsen om hans sygdom har fået mig til dykke ned i nogle af hans bøger for at genopleve dem og forstå, hvad det er, der er ”hans verden”, hans tankegang. Jeg har her udvalgt hans anden sejlberetning i en udgave fra Gyldendals bogklub 1980, ”Fra Tahiti til Thyborøn med Nordkaperen”. Jeg har også læst andre, herunder den første (1977), men har den ikke her i båden.

Forfatteren har nogle ganske faste synspunkter på sejlads. Han sejler i en gammel stålbåd, der, da han skriver denne bog, er 72 år gammel. Den har en klassisk rig, som jeg ikke er dygtig nok til at beskrive. Den har allerede sejlet jorden rundt med en tidligere ejer. Motoren er også en oldsag og har fungeret som lysmaskine i Grønland.

Der er ikke nogen selvstyrer, en af de mange medsejlende står altid ved roret. Vagten består af mindst to personer. Navigationen foregår med sekstant, ur og papirsøkort. Det har han vist holdt fast ved også i de senere år, selvom der sikkert har sneget sig en håndholdt GPS ind, tror jeg.

Han er uden tvivl stolt af sekstantnavigationen. Det er næsten en form for hemmelig, lidt mystisk og romantisk viden om stjernebilleder etc., som også de ”gamle” betjente sig af. Det er ofte kun ham og måske én anden ombord, der kan betjene den.

Stolthed forsvundet med GPS’en

Og så er der den intellektuelle og konkurrencemæssige glæde ved at se, at den ø, man styrer imod i disen, faktisk dukker op, hvor man forventer efter navigationen. 

Den spænding og stolthed har man naturligvis ikke med GPS (hvor man nærmest kan være stolt, hvis man formår at finde ud af apparatet og bruge de mange muligheder). 

”Man skal styre sit skib med sine øjne, sine ører og med sit hjerte. Sådan sagde de gamle. Det var før, fabrikanterne fik bildt folk ind, at man sejler ved at kigge på instrumenter. Dertil skal man bruge sin forstand, og det er en meget fin intellektuel tilfredsstillelse… ” (s. 193)

Efter indsats kan man gå ombord

For Kløvedal er og bør besætningen være som et kollektiv. Man skal deles om opgaverne. Først når man har leveret noget f.eks. hjemmefra eller undervejs på båden, har man en slags ret til at deltage. ”Hvis man vil ud at sejle med Nordkaperen, må man først gøre stykke arbejde!” (s. 24a)

Alle banker derfor rust. Alle skal lave mad. Alle skal styre og tage vagter. Børnene er også med og spiller en rolle i fortællingen og på billeder, som man uden videre kan se ligner de herligt rodede kollektiver i de ovennævnte film. Ikke nogen fuldstændigt renskurede samtalekøkkener i stål uden personer, der kan samtale, eller børn til at falde over.

Kløvedal har nok fyldt meget i dette kollektiv. Både som kendis og som ejer, der kender båden og sejlads ud og ind, og som den, der udvælger deltagerne blandt de mange, der sikkert gerne ville med.

Det var dengang, jeg også skrev artikler om kollektiv og roterende ledelse (i den offentlige sektor), og selv var ansat et sådant sted. ”Kollektivt” ledede organisationer havde ofte stærke uformelle ledere, som var svære at kritisere. Sådan har Kløvedal sikkert også været. Måske har han også fået fjender på det, men det hører vi ikke om i bogen. Det ville også være en urealistisk forventning. 

Men vi hører dog om, at han ikke er nogen happy-go-lucky leder. På Fiji-øerne beslutter Kløvedal, at skibet bør males og hyrer nogle lokale hjælpere (s. 121 ff). Men de maler ikke rigtigt. De maler ikke bag spanterne og andre steder, man ikke kan se. ”Det her duer ikke”. Altså må de gøre det om.

Men også anden gang er det forkert. Så om igen. Og så kommer de til kahytten. Også her begår de fejl. Sjusker, malerpletter overalt, ”skuden lignede et tredive år gammelt malerværksted… Alt var sjasket til i maling.” Altså om igen. Om de medsejlende blev dirigeret på den måde, meldes der ikke noget om. Men man tænker.

Ekstrabladet viser ikke nøgne kvinder 

Det var samtidig tiden, hvor den romantiske kærlighed fandtes, og berøring ikke nødvendigvis var ”befamling”. Ombord på en anden båd, de møder i England på vej hjem, var en pige, Hanne. Han er på pub med hende. Barmanden må sige: ”No sex in [the] Bar, we are British here … Og så på mig og på Hanne, der lige havde givet mig et kys, der smagte som [et] vers…” (s 196).

”De to køn er naturens mest geniale opfindelse, og al fornuft, logik, rationalisme bliver det rene vrøvl, når man kan få to til at blive til tre.” (s. 105)

”Så giftede jeg mig med en pige, Maiken… Hun har samme farve blå øjne som Bøgestrømmen i maj måned.” (s. 13)

”Maiken vækkede mig med morgenkaffe på agterdækket efter en nat, hvor jeg havde lyst til at røre ved hende ustandselig.”

Tiden var heller ikke til snerpethed om kroppen. Også kvinderne kan gå nøgne i varmen, selvom de vist er lidt generte på billedet nedenfor. Her har tiderne også ændret sig. I dag vil end ikke Ekstrabladet vise en nøgen kvinde, undtagen i ludersektionen. Nøgen er ikke pænt. Og en undersøgelse, jeg læste om, fortalte, at de fleste danskere ikke ønsker, at børn må gå nøgne, når fremmede er til stede. 

Den politiske Kløvedal: Fragtskibe burde vende om

På vej hjem over Nordsøen fanger de den danske radio: ”Det var nu ikke særligt muntert, det der kom ud af æteren. Det var en udsendelse, hvor politikerne stod på ryggen af hinanden på nøjagtig samme måde, som jeg havde set bavianerne gøre det i Surabjas zoologiske have på Java.”

På nogle sydhavsøer er det sådan, fortæller Kløvedal videre, at folk ikke ønsker at ”styre”, men hellere vil lade det gå på omgang og er glade, når det er forbi. (s. 197)

”Verden er rig og frodig, der er nok af alting, men fordelingen er helt syg. Jeg støtter dem, der vil være med til at dele ud af vore rigdomme... Når jeg ser et stort fragtskib til søs, og jeg tænker på, hvad der er i lasten, så synes jeg, at alverdens skibe burde sejle den modsatte kurs af den, de gør nu, og det ved jeg godt kun kan ske ved en samfundsomvæltning.” (s. 104)

”Jeg har tit tænkt på, at hvis overklassen i virkeligheden vidste, hvad underklassen tænkte om dem, så ville de ikke sove roligt et sekund” (s. 105)

Brune mennesker er lykkelige naturfolk

I en dykkerrus tænker Kløvedal: ”Demagogerne vælter rundt i sårbetændt underskov, de hyler i den goldhed, de selv har skabt. Militarister hverver sekstenårsdrenge til konstabler i dyb uansvarlighed. Altid bukkende akademikere vrøvler hviskende høflighedsfraser, mens de sidder på lokum og snøfter over reallønsnedgang. Svedende politikere gør nervøse men overlegne armbevægelser på hvide fjernsynsskærme… Alle de mennesker, som jeg er imod, prøver jeg at trænge ud af mit hoved.” (s. 102)

Over for disse vestlige mangler står i hans fremstilling f.eks. atmosfæren på en fijansk arbejdsplads: ”Sikke en arbejdsglæde… store smil, høj latter under gamle snurrende maskiner, der bliver drevet frem med et virvar af remme…” Samt roen i et fijansk kollektiv, der har kastet de vestlige vaner af sig (s. 27).

I forhold til et af nutidens store politiske temaer tegner han et billede af en tid, hvor mennesker, der er brune i huden, er lykkelige naturfolk, der desværre har været misbrugt af kolonialismen. De er ikke måske-radikaliserede indvandrere fra failed states, som godt kunne bruge lidt opdateret kolonialisme.

Overvældende hjemkomst 

Men han elsker trods alt Danmark. Skildringen af hjemkomsten via Thyborøn er overvældende og varm. Tårerne er ikke langt væk. Han citerer fra et digt af Thøger Larsen (s. 199):

Det suser svalt over muld og strand

i Danmark, bakkers og bølgers land….

...[det] er Danmarks stemme, der moderøm

betror dig en blid og bundløs drøm.

Kløvedal udtalte tidligere i år, at han ville sejle om jorden igen. Det kan være, han får chancen, at en eller anden god gud – måske fra Sydhavet - holder hånden over ham. Det er vi sikkert mange, der vil ønske. Men ellers går han den vej, som os på 70 år med mere går - og for resten også jer på 30…

Så er det godt, at vi har hans bøger og hans tanker til at minde os om verden af i går. Og til at være kontrast til nutidens normer.


Den flotte papgøje med de smukke farver sidder med rette på forsiden. Ser man nøje til og tolker en del, så er papegøjen lænket med en tynd kæde, ligesom vi alle, Kløvedal inklusive, er noget lænket til vor tid.

Til slut er her en god og længere beskrivelse af Troels Kløvedal.

 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET