minbaad.dk
torsdag 21. september

Paul Elvstrøm vandt hele 11 verdensmesterskaber i forskellige klasser. Blandt andet i Starbåden på hjemmebane i 1967. Her er vi dog ved et senere Star-VM. Foto: Star-VM

50 år siden Elvstrøm vandt Star-VM i KBH - gentagelse i Troense?

Legendariske Paul Elvstrøm vandt som den hidtil eneste dansker verdensmesterskabet i Starbåden for 50 år siden på hjemmebane i København. Nu er VM tilbage på dansk grund.

Kapsejlads | 01-07-2017 09:18 | Af  Sara Sulkjær

Om ganske få dage starter VM i Starbåd i den lille by Troense ved Svendborgsund på Tåsinge. Byen med kun 1.100 indbyggere fik tildelt verdensmesterskabet i konkurrence med byer som St. Tropez, Napoli og Monaco. 

Det er 50 år siden, at der sidst blev sejlet VM i Danmark. Dengang var det i København, hvor ikoniske Paul Elvstrøm, der sov ind i december sidste år, som den hidtil eneste dansker vandt sin anden VM-titel i klassen - og så endda på hjemmebane. 

Troense med 80 frivillige

Der er dog mulighed for, at denne præstation kan gentages, når VM sejles på Lunkebugten ud for Tåsinge med registrering fra torsdag 29. juni. 

Herefter er der officiel åbningsceremoni lørdag 1. juli kl. 17, mens første sejlads skydes i gang 2. juli kl 11:30. Sejladserne afsluttes lørdag 8. juli, med søndag 9. juli som reservedag.

Mere end 80 frivillige står klar til at byde sejlerne velkommen i det intime sejlermiljø omkring Troense Havn.

Her er blandt andet bygget en “race village” på 300 kvm på havnen som centrum for aktiviteterne på land, mens fastliggerne har rykket deres både væk og givet plads til de mange deltagere.

Sejlere fra America’s Cup og VOR 

Der er 82 tilmeldte både fra 16 nationer, hvor flere er kendt fra America’s Cup og Volvo Ocean Race. Heriblandt kan nævnes Lars Grael, Brasilien, Augie Diaz og Paul Cayard fra USA samt Diego Negri fra Italien.

Starbåden er da også en udfordring for selv den rutinerede sejler, da båden i virkeligheden er en lille kølbåd med et alt for stort sejl.

Klassen kaldes derfor også for ’Kongeklassen’ blandt sejlere, ligesom race manager Flemming Sørensen, Troense, betegner båden som ’de gamle drenges Bugatti’. 

Læs mere om VM her

Troense Havn står klar til at byde sejlerne velkomne. Se billeder fra havnen herunder: 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET