minbaad.dk
torsdag 23. november

De 20 bedste 49erFX'ere kæmper med i finalesejladserne, hvor de jagter Jena og Katjas førsteplads. Foto: Nikolaj Schwaner

Jena og Katja fører tæt VM - men kigger ikke på resultatlisten

- Vi ser det egentlig ikke som om, at vi fører, siger Katja Salskov-Iversen til minbaad.dk. Hun og Jena Mai Hansen tør derfor endnu ikke drømme om guldmedaljer ved VM i Porto, der slutter i morgen.

Kapsejlads | 01-09-2017 17:25 | Af  Sara Sulkjær

De danske bronzevindere fra OL i Rio har kurs mod endnu en medalje i 49erFX.

På VM’s næstsidste dag i meget vind og store bølger, hvor flere af de øvrige besætninger kæntrede, fortsatte Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen de gode takter fra de foregående sejladser. Med en 11-1-2-1-serie rykkede de op på VM’s førsteplads: 

- I den første sejlads læser vi ikke feltet ordentligt, men vi får lært af vores fejl. I de tre andre sejladser er vi bare hurtigere end de andre i feltet, forklarer Katja Salskov-Iversen til minbaad.dk fredag eftermiddag. 

OL-skamlen er i top-3 

Dermed går pigerne ind til de afsluttende finalesejladser med overskud. Bag dem ligger blandt andre OL-guldvinderne Martine Grael og Kahena Kunze, der på andenpladsen blot har fem point op til Jena og Katja. 

Også sølvvinderen fra OL, Alexandra Maloney og Molly Meech, er med i top-3, hvor de har syv point til guldet. Netop derfor slår de danske sejlere endnu koldt vand i blodet: 

- Vi ser det egentlig ikke som om, at vi fører, da det er så tæt i top-3. Vi fokuserer på sejladserne og ikke det samlede resultat lige nu, fortæller Katja Salskov-Iversen, som dog må indrømme, at en VM-guldmedalje ville pynte i præmiesamlingen: 

- Det ville være helt vildt. Det ville være en rigtig stor bedrift for os, understreger hun. 

Går en uvis dag i møde

Det er endnu uvist, hvor mange sejladser der bliver sejlet i morgen, lørdag. Mændenes guldfelt kom nemlig ikke på vandet i dag grundet den kraftige vind, hvorfor pigernes sejladser naturligvis kommer i anden række lørdag. 

Dermed er det endnu for tidligt at gisne om, hvor god en serie Jena og Katja skal sejle for at sikre sig guldet.

Også danskerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er med i top-10. På en samlet sjette plads har de dog 18 point til deres landsmænds førsteplads. 

Ingen danske 49er-drenge er med i kampen om topplaceringerne. 

Få overblikket over de samlede danske placeringer inden VM's sidstedag: 

49erFX: 

1: Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen 

6: Ida Marie Baad og Marie Thusgaard

12: Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby

37: Katrine Bendix og Line Just

49er: 

44: Joakim Salskov-Iversen og Markus Oliver Nielsen

51: Frederik Just og Jakob Precht

63: Claes Meier-Andersen og Carl Emil Nielsen

65: Michael Hansen og Mathias Sletten

Se alle resultater her

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET