Gå til hoved-indhold
Første udenlandske klub har nu meldt sig som baneteam. Foto: Aarhus2018.dkKapsejlads
Første udenlandske klub har nu meldt sig som baneteam. Foto: Aarhus2018.dk

Kongelig Norsk Seilforening hjælper til ved VM i Aarhus

Norske sejlere har meldt sig på banen og står klar til at varetage et baneteam under VM i sejlsport. Nye metoder og teknologi motiverer.

Af Sara Sulkjær |

Et VM er noget af det største indenfor sejlsporten og muligheden for at følge det hele på tæt hold og varetage en vigtig post på vandet, lokker nu også Kongelig Norsk Seilforening (KNS) til Aarhus i 2018.

Hos KNS ser man det som en enestående chance for at opleve stemningen fra så stor en begivenhed og samle sig om en opgave, der giver oplevelser for livet.

Skal udvikle klubben

Med et medlemstal på cirka 3.500 medlemmer placerer KNS sig i den høje ende blandt verdens største sejlklubber.

Foruden sit høje medlemstal er KNS en suveræn regattaarrangør med en kalender, der bugner af kapsejladser hele sejlsæsonen. I år tæller den blandt andet et VM i 8mR bådklassen, et VM for Knarr, Færderseilasen, Grundig J/70 Cup og Drage.

Alligevel har de kompetencer nok at trække på og kan samle et hold frivillige på ca. 25-30 personer omkring et VM 2018 Baneteam.

- Det er spændingen, de nye metoder, en ny teknologi og al den læring, der ligger i opgaven, der motiverer os. Og så er det en unik mulighed for vores medlemmer. Vi vil gerne tilbyde vores frivillige gode oplevelser, der udvikler os som sejlklub, forklarer Anders Kristensen, generalsekretær i KNS, til aarhus2018.dk.

Ikke sikkert Norge får VM

At kunne samle folk om en opgave og arbejde sammen om et fælles mål er ikke en umulig opgave i Norge. Sammenhold er en grundværdi, og det afføder naturligvis en stor frivillighedskultur i sejlforeningen.

Derfor var det heller ikke svært at finde opbakning blandt medlemmerne, da de også føler en vis stolthed over, at størstedelen af det norske sejlerlandshold kommer fra KNS.

Selvom Norge bærer arven som et søfarende folkefærd, og der i dag er mange medlemmer i de norske sejlklubber, kræver det mange kræfter at afvikle et verdensmesterskab i sejlsport.

Så på trods af kultur og en enorm lang kystlinje er det ikke sikkert, at Norge nogensinde kommer til at stå som arrangør af et verdensmesterskab i sejlsport. Derfor glæder KNS sig meget over at kunne bidrage til VM i Aarhus og dele oplevelserne med sejlerne, gæsterne på havnen og dem derhjemme i KNS.

Flere klubber har meldt sig

Sammen med de øvrige sejlklubber: Egå Sejlklub, Kaløvig Bådelaug, Marselisborg Sejlklub, Kongelig Dansk Yachtklub, Aarhus Sejlklub i samarbejde med Bugten samt Hellerup Sejlklub i samarbejde med Vallensbæk Sejlklub udgør KNS et baneteam under VM i 2018.

Læs mere om hvordan klubberne forbereder sig til at varetage opgaven som baneteams her.
content-loader
content-loader
content-loader