minbaad.dk
torsdag 23. november

Warrer på skuffende 4. plads hjemme i Aarhus

Vred Warrer: - Vi blev fucket tre gange af Ian Williams i starterne, der fik en straf for sin fejl, men det kunne vi ikke bruge til noget.

Kapsejlads | 04-09-2017 12:07 | Af  Troels Lykke

Aarhus-sejler Jonas Warrer var temmelig skuffet efter sejlads foran de nye havnearealer på hjemmebane.

Det blev nemlig kun til en mager fjerdeplads blandt fem både i den professionelle M32 Series Scandinavia, hvor vinderen blev den femdobbelte verdensmester i matchrace, Ian Williams.

I to stævner i år er det ellers lykkedes den 37-årige OL-sejler at vinde stævner, også over Williams, men netop i Aarhus, foran sine to børn, sin far Peter Warrer og flere tusinde tilskuere, som der var på kajen over tre dage, gik det ikke Jonas Warrers vej.

Direkte far

Faderen og sejleren Peter Warrer skånede ikke sin søn, da vi mødte ham efter sidste sejlads.

Hovedrystende fortalte han, at starterne bestemt ikke gik sin stædige søns vej, og at det kostede ham en topplacering i stævnet mellem Dokk1 og Navitas. Målgang var kun tyve meter fra det nye havneareal, der beviste, at stedet er perfekt at se sejlsport fra.

De to mio. kroner dyre 32 fods katamaraner imponerede nemlig tilskuerne, når de løftede deres ene skrog tre meter op i vejret, så farten blev øget til op mod 40 kilometer i timen, og stemmerne i et kæmpe VIP-telt blev øget hos speakerne, der både var på dansk og engelsk. 

Tre ødelagte starter

Jonas Warrer rystede selv på hovedet over resultatet, da avisen mødte ham, mens han var ved at rigge sin egen M32 af med sine tre gaster.

- Vi blev fucket tre gange af Ian Williams i starterne, der fik en straf for sin fejl, men det kunne vi ikke bruge til noget. Vi kunne selvfølgelig have startet et andet sted, men det gjorde vi ikke, og det var måske dumt, fortæller sejleren, der havde en anden Aarhus-sejler, Mads Bendix, som taktiker.

Om at sejle hjemme i Aarhus, siger han til Aarhus Stiftstiende og minbaad.dk:

- Det er da fedt at kigge ind på land og se så mange tilskuere, der har fulgt sejladserne. Og det har været ret underholdende at sejle her, for der har været springende vind, forklarer Jonas Warrer, der med de andre hold også blev ramt af, at et kæmpe krydstogtskib lå ved kaj. Noget, der i den grad tog vinden, da den kom fra syd.

Næste stævne i serien bliver i Stockholm, hvor finalen sejles om få uger. Her sejler Jonas Warrer også med.

- Vi ved jo godt, at vi kan slå de andre, så det går vi selvfølgelig efter igen i finalen, siger sejleren, der smilte, da hans to børn kom om bord på M32eren efter sejladsen.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET