minbaad.dk
lørdag 29. april

Anholt kan prale af meget børnevenlige strande. Også voksne kan dog nyde en strandtur, hvilket Lars Ibsens hustru her er bevis for. Foto: Lars Ibsen

Sommerhavne: Sejl til Anholt - Danmarks Caribien

Er et Atlanterhavskryds ikke sagen, kan du i stedet søge mod Kattegat. Her ligger Anholt, der med hvide sandstrande og turkisblåt vand leder tankerne mod varmere himmelstrøg, fortæller Lars Ibsen.

Havne | 05-04-2017 11:49 | Af  Sara Sulkjær

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Denne gang går turen til Anholt, hvor 48-årige Lars Ibsen fra Snaptun sidste år lagde til med konen i deres Bacchant 36. 

Lars Ibsen, hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet? 

- Det er helt klart Anholt Havn. Vi har sejlervenner, der kun sejler 14 dage til Anholt og hjem igen. Vi har altid drillet dem med det, men efter at vi sidste år selve besøgte havnen, blev vi næsten nødt til at give dem en undskyldning. 

- Her er bare så lækkert og stille og roligt. Vi havde kun to dage på øen, og det fortrød vi bitterligt. Vi kom i ydersæsonen, hvor alt ræset var væk, men her var stadig en hyggelig stemning med en del gæster og børnefamilier, specielt tyske.

Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske havne? 

- Anholt er jo Caribien i Danmark. Her er hvide strande, og vandet bliver fuldstændig turkisblåt, når du nærmer dig øen. Jeg har aldrig set noget lignende herhjemme. Selvom du sejler på seks meter vand, ses bunden tydeligt. Først var vi næsten bange for at gå på grund, da det var svært at vurdere dybden. 

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Anholt Havn?

- Der er selvfølgelig de fantastiske, hvide strande og desuden flere reservater. Naturmæssigt er det helt fantastisk, det er bare så flot. Begiver man sig op i byen, går man virkelig opad. På vejen dertil er samtidig asfaltvej, mens det skifter til grusvej, når du kommer til byen, hvilket er lidt specielt. 

- Da vi skulle op og proviantere fandt vi desuden ud af, at Anholt har sit helt eget liv og holder siesta, hvor butikkerne er lukkede. Samtidig så vi mange gamle hippier i byen. Jeg ved ikke, om alle Danmarks uddøde hippier måske er flyttet derop… 

Hvis noget skulle forbedres i Anholt Havn, hvad skulle det så være?

- Jeg kan virkelig anbefale at lægge vejen forbi havnen sidst i august, hvor der ikke er så mange sejlere. Midt på sommeren er havnen ofte helt pakket, og bådene ligger i lag. Faciliteterne på havnen er dog fine uanset med blandt andet bad og sejlerstue, og her er flere indkøbs- og spisesteder.  

- Samtidig er der et stykke vej til øen, hvilket man selvfølgelig skal indstille sig på. Efter mølleparken er blevet færdig, og man nu kan sejle igennem den, synes jeg dog ikke, at det er et stort problem. 

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- De har hver især deres charme. Det er dog mest de hyggelige, små ø-havne, vi har været forbi, og ikke de store havne. De er ikke så spændende og kan godt blive for store og upersonlige, synes jeg. De fleste havne er samtidig ved at have opgraderet alt, så faciliteterne er stort set altid i orden. 

Om Anholt Havn: 

Havnepladser: 250

Faciliteter: Bad og toilet, WI-FI, møntvask m.v.

Frihavn: Nej

Havnetakster: 150,00 kr. i lavsæson og 200,00 kr. i højsæson (0-11 m)

Hjemmeside: www.anholthavn.dk

Sejler Lars Ibsen på tur med hustruen. Foto: Lars Ibsen

Udenfor sæsonen er der god plads i havnen på Anholt. Foto: Lars Ibsen

Fra havnen er der omkring 3-4 km ind til selve byen. Foto: Lars Ibsen

Også flere hippier har fundet vej til den flotte ø. Foto: Lars Ibsen

Få overblikket over sejlernes ynglingshavne på sommerturen herunder. Tryk på ikonerne for info om havnene. Kortet er lavet på baggrund af Minbaad.dk's artikelserie 'Sommerhavne'.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET