Gå til hoved-indhold
Som en nyskabelse skelnes der ikke længere mellem junior- og ungdoms-grandprix'er. Foto: Mogens HansenKapsejlads
Som en nyskabelse skelnes der ikke længere mellem junior- og ungdoms-grandprix'er. Foto: Mogens Hansen

Nu starter Grandprix-serien - og ny Facebook-gruppe

Årets Grandprix-sæson skydes i gang 6.-7. maj af Kolding Sejlklub. I en ny Facebook-gruppe kan sejlere, trænere og forældre dele deres oplevelser, fortæller Dansk Sejlunion.

Af Troels Lykke |

Med indgangen til maj begynder Grandprix-sæsonen. Det gælder også i 2017, hvor Kolding Sejlklub den 6. og 7. maj er vært for årets første af i alt fem Dansk Sejlunion Grandprix-stævner. 

Som en nyskabelse skelnes der ikke længere mellem junior- og ungdoms-grandprix'er.

Det åbner op for flere klasser til start ved de enkelte stævner - og betyder helt konkret, at der i Kolding er tilmeldt 20 sejlere flere end ved årets første Grandprix-stævne i 2016 (182 mod 162 sidste år). 

I den største klasse, Optimist A, er der 78 startende i Kolding mod 73 ved åbningsstævnet i 2016. 

Inspiration og videndeling

"Vi vil gerne skabe større bredde ved Grandprix-stævnerne, fordi vi håber, det kan bidrage til inspiration og videndeling mellem sejlere og trænere på tværs af klasserne," forklarer Mads Flyger, Dansk Sejlunions projektleder for Grandprix-serien. 

For at understøtte læring og videndeling er Dansk Sejlunions talentudvikler Jan Christiansen med ved Kolding-stævnet som banecoach på Laser- og Europajolle-banen - ligesom han også briefer sejlere og trænere før og efter sejladserne. 

I Kolding er der seks klasser til start - Optimist, Zoom8, Europa og de tre Laser-klasser, 4,7, Radial og Standard. Med så forskellige klasser bliver der større spredning i alder og erfaring blandt sejlerne, hvilket netop er en væsentlig del af tanken bag ændringerne, forklarer Mads Flyger. 

Ny Facebook-gruppe

Også på andre fronter er det tanken at give fællesskabet ved stævnerne et løft. Alle sejlere, trænere,  forældre og andre kan fra nu af tilmelde sig en helt ny Facebook-gruppe med navnet Dansk Sejlunion Grandprix. 

Alle i gruppen kan skrive kommentarer, uploade billeder og dele oplevelser - og på den måde være med til at styrke fællesskabet og sejlerglæden rundt om stævnerne. 

content-loader
content-loader
content-loader