minbaad.dk
søndag 19. november

Signe Storr sidder her ved roret i sejlerparrets 30-fods sejlbåd. Foto: Henrik Hansen

Signe: Vi havde begge fået nok

Smukke palmestrande og ginklart vand hvert år var ikke noget for Signe Storr og kæresten Henrik. Nu har parret genfundet sejlerglæden på hjemturen mod Danmark.

Tur | 05-09-2017 17:39 | Af  Sara Sulkjær

I forbindelse med vores sejlads fra Bermuda til Azorerne  i sommer, nævnte jeg, at jeg forinden havde læst en leder i et udenlandsk sejlerblad med titlen: Hvad h… laver jeg her? 

Redaktøren mente, at alle sejlere havde tænkt tanken, og jeg indrømmer gerne, at tanken strejfede mig adskillige gange undervejs. Men det efterfølgende og oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor gør vi det alligevel? 

Færdige som sejlere?

Redaktørens svar på spørgsmålet lød, at når man kommer ud på den anden side af en ubehagelig storm, når skyerne igen letter, og man er kommet levende igennem, så lever man. Man føler sig i live. Uden de oplevelser eksisterer man bare, var hans pointe. 

Svaret på spørgsmålet er dog ikke helt det samme for mig. Jeg lever fint uden at blive bange, når Henrik i blæsevejr midt om natten hænger og dingler fra masten, eller når der vælter vand ind i båden 550 sømil fra land. Men hvorfor jeg gør det så? 

Både Henrik og jeg havde fået nok, da vi bestemte os for at sejle båden hjem denne sommer. Vi synes begge to rigtig godt om Bahamas, og det lyder besnærende at ligge og sejle rundt mellem de smukke palmestrande og ginklart vand hvert år. Men det var alligevel ikke noget for os. Måske var vi bare færdige med at sejle? 

Men da vi kom til Bermuda, skete der noget for os begge to. Vi mødte andre langturssejlere, og det var som om, at vi fik en fornyet lyst til at være sejlere og til at sejle langt. Vi grinede lidt af, at vi følte os ’rebootede’ som langturssejlere. 

Det slår alt andet

I Horta blev den følelse understreget, da vi lå sammen med alle de andre langturssejlere, selvom vi desværre ikke havde tid til at sidde i cockpittet og sludre og dele erfaringer og historier pga. vores ambitiøse tidsplan. 

Det var tydeligt for os begge, at mødet med de andre langturssejlere var inspirerende, og vi konkluderede, at vi nok alligevel vil mere end at være snowbirds. At vi i stedet vil ud at se noget nyt, og at vi trives, når vi taler med andre sejlere, der vil det samme. 

Så for at besvare spørgesmålet om, hvorfor gør jeg det: Fordi det at ankomme for egne sejl slår alt andet. Følelsen af at have opnået noget, at sidde på en bar og drikke en øl efter at være kommet i land efter en lang sejlads, den følelse findes ikke bedre. 

Så med vores fornyede lyst til at sejle (eller i hvert fald at komme frem), så tager vi nu hul på det sidste stræk fra England og hjem til Danmark.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET