minbaad.dk
mandag 11. december

Flere BB10 M-sejlere har haft bådene, fra de blev bygget sidst i 70'erne. De er stadig aktive, men sejler primært weekendsejlads, fortæller Bjarne Venø Petersen. Foto: BB10-meter-klassen

Klassetjek: BB10-metere bliver revet væk

Sejlere i ind- og udland kæmper om de få BB10-metere, der hvert år sættes til salg. Det er blevet en kult-båd, forklarer klasseformand, Bjarne Venø Petersen.

Kort Nyt | 06-01-2017 11:09 | Af  Sara Sulkjær

Minbaad.dk tager temperaturen i de danske bådklasser. Denne gang går turen til BB10-meter-klassen, hvor man kæmper for at holde flest mulige af de 120 byggede eksemplarer i hjemligt farvand. Formand i klassen, Bjarne Venø Petersen, fortæller. 

Bjarne Venø Petersen, hvorfor skal man sejle BB10-meter?

- Det skal man primært for at dyrke sejlglæden, da komforten er begrænset. Her er hverken ståhøjde eller lignende. Til gengæld er sejlglæden stor, og det er en velsejlende båd. Du kan altid få plads i havnen, da båden er meget smal og nemt kan klemmes ind. Det er særligt folk over de 40 år, som ikke sejler sportsbåd, men stadig gerne vil sejle, der kaster sig over BB10-meteren. Flere har tidligere dyrket sejlads på højt plan og sejlet eksempelvis H-båd, Drage eller Folkebåd. 

Hvad koster det at sejle BB10-meter?

- Skal du sejle kapsejlads med nye sejl hvert år, koster det selvfølgelig en del. Det er dog ikke nødvendigt, så det afhænger i høj grad af, hvor meget du selv ønsker at investere. Jeg sejler selv kapsejlads og har et budget på 10.000 kroner om året med vedligehold. Sejler du blot for hyggens skyld, er det meget økonomisk, da du stort set kun skal have en gang bundmaling og voks. 

- Den sidste nye båd er bygget for to år siden hos Vejle Yacht Service og kostede 650.000 kroner komplet. Skal du have en brugt i rimelig stand, skal du af med mellem 180-200.000 kroner. De er dog ikke nemme at få fat i. 

Hvad gør I for at få nye ind i klassen?

- Det er svært at gøre så meget, når der ikke er både til rådighed. Der bliver måske sat 2-3 stykker til salg om året, som næsten alle er solgt i løbet af kort tid. Særligt de sidste ti år har det været svært at finde brugte, hvilket har medført, at flere kontakter os (i klubben, red.) for at høre, om vi har oplysninger om både på vej til salg. 

- Desværre har udlandet også fået øje på båden, og begynder at tage dem dertil i stedet. Herhjemme har vi dog stadig ca. 90 ud af 120 både sejlende. Vi opfordrer derfor medlemmer til at sælge til danske købere, selvom de udenlandske ofte er parate til at give mere. Der er ikke noget at sige til, at flere vælger at sælge til en tysker i stedet, hvis de kan få 20.000 kroner mere. Samtidig opfordrer de ældre klubmedlemmer, som sælger deres både, den nye køber til at blive medlem af klubben. 

Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?

- Det sker udelukkende gennem hjemmesiden. Her skriver vi rundt til hinanden, når der er arrangementer som Fyn Rundt og DM, som vi særligt satser på. Derudover har vi vores årlige generalforsamling i marts, hvor vi kan samle 10-15 stykker, da bådene ligger spredt over hele landet. På den måde mødes vi også i løbet af vinteren, hvor vi også sommetider har afholdt arrangementer på sejllofter og lignende.  

Hvor sejles der særligt BB10-meter og hvilke stævner, vil du anbefale at sejle i den kommende sæson?

- Bådene er spredt over hele landet, men særligt koncentreret omkring Aarhus, Limfjorden og Øresund. Af stævner vil jeg helt klart anbefale Super DM, hvor vi er omkring 15-20 BB10-meterer, og Fyn Rundt. Her vælger nogle at sejle begge Fyn Rundt-sejladser og andre blot en enkelt, da jyderne helst vil sejle fra Bogense og sjællænderne fra Kerteminde. 

Hvordan ser fremtiden ud for BB10-meter-klassen i Danmark?

- Det er en ældre entypebåd med  stramme klasseregler, så bådene er meget ens. BB10-meteren er derfor blevet en kultbåd, hvorfor klassen formentlig fortsat vil bestå. Medlemstallet ligger samtidig meget stabilt omkring de 60 medlemmer, hvor nye hele tiden kommer til, mens gamle hopper fra. Om 20 år vil vi derfor have en klasse på samme måde som nu, da båden, udover at være en kultbåd, er meget smuk. 

Er I tilfredse med jeres hjemmeside?

- Ja, bestemt. Det er her og på vores Facebookside, at vi klarer de sociale ting. Vi lægger blandt andet billeder og tekster op, så folk løbende kan følge med. Tidligere har vi også haft et medlemsblad, men det blev en temmelig dyr affære, når medlemmerne blot betaler 350 kroner for at være med. 

Se klassens hjemmeside her

Om BB10-meteren: 
Længde: 10 m

Vandlinje: 7,29 m

Bredde: 2,3 m

Dybgang: 1,46 m

Vægt: 2248 kg

Besætning: 3-4 personer 

Blå bog om formanden:
Navn: Bjarne Venø Petersen

Alder: 68 år

Job: Pensionist 

Sejlklub: Skælskær Amatør-Sejlklub (ligeledes formand)

Sejler med: Et fast team fra Skælskær bestående af Claus Møller Christensen, Søren Molder og Lars Jensen. 

Bjarne Venø Petersen har været formand for klassen i 10-15 år og har bl.a. vundet fem DM-guld samt otte DM-sølv. Foto: BB10-meter-klassen

Det har aldrig været et problem at samle nok både til et DM i klassen. Foto: BB10-meter-klassen

Ved sidste års Super DM, hvor BB10-meterne delte bane med Scankapp-99 og Ylva, viste 'for sjov-tider', at BB10-meterne satte sig på de første fem samlede placeringer. Læs mere her. Foto: BB10-meter-klassen 

Få herunder et overblik over de aktive bådklasser i Danmark. Tryk på ikonerne for info om område samt tilhørende bådklasse. Kortet er laves på baggrund af artikelserien 'Klassetjek':

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

BLOG

Af Troels Lykke

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET