Gå til hoved-indhold
Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck fortsatte de gode takter fra testeventen i Aarhus, hvor de vandt guld. Foto: Nacra 17 ClassKapsejlads
Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck fortsatte de gode takter fra testeventen i Aarhus, hvor de vandt guld. Foto: Nacra 17 Class

Nacra 17 sejler igen - dansk båd i spidsen ved VM

Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck har efter to dages sejladser lagt sig i front ved VM i Frankrig. Trods problemer er det nu atter forsvarligt at sejle i de hurtige katamaraner.

Af Sara Sulkjær |

Få dage efter Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversens VM-guld i 49erFX har en ny dansk båd sat kurs mod VM-succes i en olympisk bådklasse.

Efter seks sejladser over de første to dage er Lin Ea Cenholt (25) og Christian Peter Lübeck (26) på førstepladsen ved VM for den olympiske mix-katamaran, Nacra 17. Stævnet sejles ud for La Grande-Motte i Sydfrankrig.

Der var ellers tvivl om, hvorvidt mesterskabet ville blive afholdt, da samtlige Nacra 17ere under testeventen i Aarhus i august øjeblikkeligt blev tilbagekaldt. En alvorlig konstruktionsfejl i sværdkisten med risiko for sammenbrud satte dengang en stopper for al videre sejlads i båden.

God fart afgørende

Nu ser problemet dog ud til at være løst, og Lin Cenholt og CP Lübeck kunne derfor åbne VM tirsdag med en 12. plads i første plads – efterfulgt af to førstepladser. Onsdag fulgte de op med placeringer som 3, 4 og 4 i dagens tre sejladser. Nok til at indtage den samlede førsteplads i tabellen.

- Vi har god fart i båden. Især på læns er vi blandt de allerhurtigste. Det gør, at vi hele tiden har mulighed for at hente placeringer, forklarer Christian Peter Lübeck i en pressemeddelelse.

- Det overrasker os ikke, at vi er godt sejlende. Sådan har vi følt det længe. Men det kommer nok lidt bag på os, at det lige nu rækker til en føring, siger han videre.

Onsdagens 3, 4, 4-serie kunne tilmed have været endnu bedre. I første sejlads førte danskerne komfortabelt, indtil Lin Cenholt ved sidste mærkerunding faldt ud af sin trapez og røg i vandet. Det kostede et par placeringer.

Ny aftale sikrer OL-satsning 

En anden god og mere langsigtet nyhed for Cenholt og Lübeck er, at de netop har underskrevet en sponsoraftale med radarproducenten Weibel Scientific. Aftalen sikrer deres fortsatte satsning på at nå en olympisk medalje i Tokyo 2020.

- Aftalen skaber ro om økonomien for vores OL-kampagne og betyder, at vi kan koncentrere os om det sportslige, forklarer Lin Ea Cenholt om det nye sponsorat, der løber frem til udgangen af 2020.  

Dansk på 15. pladsen

Yderligere en dansk båd er til start ved VM. Den nydannede besætning med Anette Viborg og Mathias Borreskov ligger på en samlet 15. plads efter de første to dage.

VM fortsætter torsdag og slutter søndag. 

Se hele resultatlisten her

content-loader
content-loader
content-loader