minbaad.dk
tirsdag 24. oktober

- Jeg er bare superglad. Det er en medalje, som jeg synes, jeg mangler. Og nu lykkedes det så, siger Anne-Marie Rindom, OL-bronzevinder fra 2016.

Rindom vinder EM-sølv i Laser Radial - ét point fra guld

Horsens-sejler skabte spænding om guldet helt til målstregen i sidste sejlads - hun blev slået med blot et point af OL-guldvinder Bouwmeester. Sølvet er Rindoms første EM-medalje i karrieren.

Kapsejlads | 08-10-2017 18:30 | Af  Troels Lykke

Anne-Marie Rindom kan rejse hjem fra Laser Radial-EM med den sølvmedalje, som hun har ligget til gennem stort set hele stævnet i Barcelona.

Efter at have vundet VM-guld i 2015 og bronze ved både VM og OL i 2016 kan den 26-årige Horsens-sejler nu for første gang også føje en EM-medalje til samlingen.

"Jeg er bare superglad. Det er en medalje, som jeg synes, jeg mangler. Og nu lykkedes det så. Efter en uge, hvor jeg har sejlet rigtigt godt. Især i dag (søndag, red.) havde jeg virkelig en fed følelse af at være tilbage ved mit allerbedste. Jeg havde is i maven til sidst, den fornemmelse har jeg manglet lidt i år, men nu var den her igen," siger Anne-Marie Rindom i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Rykkede tæt på guldet

Rindom lagde stærk ud søndag ved at vinde første sejlads og dermed stort set lukket hullet op til den førende hollænder, Marit Bouwmeester, der gik i mål som ti'er.  

Dermed var pludselig blot to point mellem Rindom og Bouwmeester. Begge blev samtidig presset bagfra af græske Karachaliou, der rykkede tæt på i det samlede regnskab.

I sidste sejlads lå de tre førende et stykke nede i feltet. Rindom var indtil det afsluttende lænseben omkring ti både foran Bouwmeester - i dét moment nok til EM-guld - men på lænseren viste Bouwmeester, der er regerende verdens- og olympisk mester, sin klasse ved at hente en stribe både og gå i mål som 18'er, lige bag Rindom på 17. pladsen. Således guld til Bouwmeester og sølv til Rindom. Blot ét point efter.  

Kunne ikke have gjort mere

"Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at være så tæt på guldet. Men omvendt, jeg kunne ikke selv have gjort mere, og når man tænker på, hvor tæt det er mellem alle de førende, så er jeg bare rigtig glad for at komme hjem med en sølvmedalje," sagde Rindom.  

Allerede om få dage drager Rindom til Japan, hvor hun både skal sejle World Cup og efterfølgende er til start ved Enoshima Olympic Week, et stævne, der afvikles på de kommende OL-baner ved Tokyo.

Laura Kragh Frederiksen sluttede som næstbedste dansker på en 33. plads (34 og 40, søndag), mens Anna Munch med 26 og 14 på sidstedagen avancerede til en samlet 38. plads.

Gode resultater og værdifuld erfaring fra flere dages sejladser i guldfeltet for de to unge danskere, begge blot 19 år, mener Dansk Sejlunion.     

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET